BSV drømmer om CL-klimaks med hjælp fra Barcelona

De danske mestre skal formentlig spille en gyser søndag, som afgør holdets skæbne i årets Champions League.

BSV jubel
Foto: Arkivfoto TV2

De danske håndboldmestre fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) står i en speciel situation inden weekendens afsluttende runde i Champions League-gruppespillet.

Med en sejr søndag over gruppens bundhold - Kadetten Schaffhausen - vil holdet formentlig kvalificere sig til ottendedelsfinalen, men det kræver at FC Barcelona lørdag slår Wisla Plock.

Spanierne har en førsteplads at spille for og er storfavoritter i kampen. BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen har da også en formodning om, at Barcelona gør første del af arbejdet for de danske mestre.

- Det vil være en gigantisk sensation, hvis Plock får point mod Barcelona, så jeg forventer, at Barcelona løser opgaven, siger han.

Skulle det ende sådan, kan BSV med en sejr over Kadetten Schaffhausen spille sig i ottendedelsfinalen i Europas fineste klubturnering.

- Det bliver selvfølgelig en kæmpe stor dag for os. Det er en finaledag og en meget, meget stor dag for Bjerringbro-Silkeborg. Det vil være fantastisk, hvis vi kan spille os blandt de sidste 16, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

BSV har været i en vanvittig pulje med hold som FC Barcelona, Paris Saint-Germain, Veszprem, Flensburg-Handewitt og THW Kiel, og derfor vil avancement være stort for den jyske klub.

- DM-titlen i sommer, som jo var den første til Bjerringbro-Silkeborg, bliver ikke lige slået. Den vil altid stå som noget særligt. Men det kommer til at rangere lige i nærheden. Det er der slet ikke nogen tvivl om, siger træneren.

På trods af et i international sammenhæng lille budget og en smal trup har BSV formået at leve Champions League-eventyret og samtidig holde sig fremme i den danske liga, hvor man ligger nummer tre i grundspillet.

- Har Champions League kostet et point eller to i ligaen? Det kan jeg ikke afvise. Men jeg synes, at vi indtil videre har spillet en meget stabil sæson, hvor vi også har fået mange sejre i håndboldligaen, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Han håber at se sit hold udvise den forskel i motivation, der skal være på et hold med chancen for avancement og et hold, der bare gerne ville slutte godt af i turneringen.

Men han forventer på ingen måde en let kamp, selv om Kadetten Schaffhausen kun har hentet enkelt sejr indtil videre.

- Det er et hold i budgetklassen 20 millioner kroner, som her i de seneste kampe var foran langt inde i anden halvleg mod Flensburg-Handewitt og førte, da der kun manglede fem minutter af hjemmekampen mod Veszprem.

- Det er et meget hårdt og professionelt hold med blandt andre Champions Leagues topscorer, Gábor Császár, lyder det fra BSV-træneren.

Kampen mod det schweiziske hold spilles søndag klokken 16.50.

 

/ritzau/