Bryghus: Usikker fremtid efter fyring

Viborg Bryghus fremtid tegner sig usikker, efter at bestyrelsen i torsdags valgte at fyre direktøren siden 2007, Hans Jørgen Poulsen.

BrygKrise.jpg

Viborg Bryghus fremtid tegner sig usikker, efter bestyrelsen i torsdags valgte at fyre direktøren siden 2007, Hans Jørgen Poulsen.  Angiveligt fordi direktørens løn fyldte en for stor post på budgettet:

- Og så kan vi ikke tillade os andet end at kigge på det forholdsvis lille lønbudget, vi har, så vi får absolut mest ud af det. Og der har vi ikke kunnet se, at der var plads til en direktørløn, lyder det fra Thomas Sørensen, der er formand for bestyrelsen ved Viborg Bryghus.

Håber på det bedste

Hans Jørgen Poulsen, der nu er tidligere direktør ved Viborg Bryghus, fortsætter som daglig leder i opsigelsesperioden på et halvt år. I første omgang havde han mest lyst til at forlade bryghuset

- Jeg synes, jeg gør et godt stykke arbejde hver dag, og min umiddelbare tanke var da også, at så kunne det også være lige meget det hele. Men sådan er jeg ikke. Nu skal jeg have det bedste ud af det, og så håber jeg, der bliver fundet en løsning, så jeg kan fortsætte, siger han.

Kræver bestyrelsens afgang

Beslutningen har fået flere af de frivillige, som er en stor del af bryggeriets drift, til at kræve at bestyrelsen nu går af. Men bestyrelsen holder fast i, at fyringen er for at sikre bryghusets fremtid.

På tirsdag afholdes et møde mellem Bryghusets bestyrelse og de mange frivillige som har udtrykt deres utilfredshed med fyringen.

Se mere i vores udsendelse 19.30:

2:04
Fremtiden tegner usikker for Viborg Bryghus. Direktøren er netop fyret. Den beslutning vækker uro i bryghusets støtteforening. Flere medlemmer kræver nu at bestyrelsen går af. Men bestyrelsen holder fast i, at fyringen er den rigtige beslutning.