Brugsen i Rødding lukker

Den ene af tre brugser i TV MIDTVEST-serien 'Liv i Brugsen' bukker nu under.

Brugsuddeler Trine Kjeldsen har måtte erkende, at butikken ikke længere kan løbe rundt.
Brugsuddeler Trine Kjeldsen har måtte erkende, at butikken ikke længere kan løbe rundt.
Foto: Bent Leth, TV MIDTVEST

I et halvt år har TV MIDTVEST fulgt tre små brugser, der kæmper for overlevelse i en branche, der er præget af hård konkurrence fra discountbutikker.

Nu har LokalBrugsen i Rødding uden for Viborg måtte erkende, at økonomien ikke længere er der til at fortsætte.

Uddeler Trine Kjeldsen har gennem de seneste år kæmpet hårdt for at styrke fællesskabet i den lille landsby og for at få de lokale til at støtte op om deres brugs. Men en undersøgelse viste for nylig, at det kun er omkring en tredjedel af byens potentielle omsætning, der tilgår Brugsen – og de fleste borgere bruger den kun til småindkøb.

- Jeg synes, det er megaærgerligt, at man ikke har valgt at støtte op, siger uddeler Trine Kjeldsen. 

- Men der er ikke noget at gøre ved det, for borgerne i byen må have taget et valg om, at de ikke synes, det er nødvendigt, at den er her, uddyber hun. 

Lukker om to måneder

LokalBrugsen har de seneste år arbejdet på at få høvlet en del af butikkens gæld, men det har ikke været nok til, at man har kunnet opbygge et fornuftigt overskud.

Samtidig har omsætningen ikke været høj nok, og lige nu koster det butikken omkring 5.000 kroner om ugen bare at holde åbent.

- Jeg synes, det er trist, at man mister samlingspunktet og mødestedet i byen. Om ikke andet så for de ældre, der er opvokset med en brugs eller en købmand i deres nærmiljø. Der bliver pludselig meget stille her midt i byen, siger hun. 

Nu venter to ekstraordinære generalforsamlinger inden lukningen kan gennemføres. Trine Kjeldsen forventer, at det bliver i slutningen af december, at borgerne i Rødding mister deres sidste butik.

9:32
I Juni mødte vi første gang Trine Kjeldsen i serien Liv i Brugsen.