Brand i Viborg: Syv personer indlagt med røgforgiftning

En voldsom brand hærgede i nat en stuelejlighed i en etageejendom i det centrale Viborg. Politiet kan ikke udelukke, at branden var påsat.

Brandvæsenet måtte evakuere flere beboere fra opgangen på Rughavevej 29.
Brandvæsenet måtte evakuere flere beboere fra opgangen på Rughavevej 29.
Foto: Alarm112midtjylland.dk

Klokken to natten til torsdag slog en beboer på Rughavevej 29 alarm: En lejlighed i stueetagen stod i flammer.

- Politi og brandvæsen rykkede ud og måtte evakuere flere beboere via deres altaner og vinduer, fordi der var så meget røg i opgangen, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Stig Heidemann.

Beboeren i den lejlighed, der brændte, fik et mindre brandsår på låret og er sammen med seks andre beboere i opgangen blevet indlagt til observation for røgforgiftning. Der er i følge politiet tale om mand i midt i tresserne.

Teknikere skal fastslå brandårsagen

Politiet kunne ved nattens aktion ikke umiddelbart fastslå brandårsagen, og derfor vil politiets teknikere i løbet af torsdag undersøge lejligheden for spor, der kan klarlægge, om branden i stuelejligheden er opstået ved et uheld, eller om branden var påsat.

- Så snart varmen er løjet af i lejligheden, så rykker vores teknikere ind, fortæller vagtchefen. 

Lejligheden udbrændte totalt, oplyser politiet.