Brand i silo på kartoffelmelsfabrik: - Vi har mange timers arbejde foran os

Det kommer til at tage rigtig mange timer at få slukket en brand i en silo på kartoffelmelsfabrikken i Karup.

Midtjysk Brand og Redning er rykket talstærkt ud til en brand i en silo på kartoffelmelsfabrikken i Karup.
Midtjysk Brand og Redning er rykket talstærkt ud til en brand i en silo på kartoffelmelsfabrikken i Karup.
Foto: Hans Sandal, TV MIDTVEST

16 brandfolk kæmper lige nu med at få en brand i en silo på Kartoffelmelsfabrikken i Karup under kontrol.

Seks slukningskøretøjer er på stedet, og der kommer til at gå lang tid, før slukningsarbjedet er færdigt ifølge indsatslederen hos Midtjysk Brand og Redning.

- Vi har ikke branden under kontrol endnu. Der er en del røgudvikling, og der kommer til at gå mange timer endnu, før branden er slukket, siger Anders Dahl Jensen.

Det er en mindre silo, der er gået ild i. Den er halvfyldt med pulver, der minder om kartoffelmel.

- Der er formentlig sket det, at noget teknik er brandt af inde i siloen. En kæmpe luge i siden skal åbnes for at tømme den for pulver, og det skal slukkes samtidig, for der kan være mange gløder i det. Der er mange tons, så det tager lang tid, siger indsatslederen.