Brand i pizzeria var med al sandsynlighed påsat

Politiet mangler stadig motivet til brand i pizzeria i Overlund og vil gerne høre fra vidner.

Teknikerne har fundet flere arnesteder til branden i Overlund.
Teknikerne har fundet flere arnesteder til branden i Overlund.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Den brand, der natten til den 19. august hærgede et pizzeria på Randersvej i Overlund ved Viborg, var med al sandsynlighed påsat.

Det oplyser lederen af efterforskningen hos politiet i Viborg, politikommissær Christian Toftemark. 

- Det bygger vi først og fremmest på, at der var flere arnesteder til branden, og det ser man stort set aldrig ved en brand, der er opstået naturligt, siger han.

Politiet ved endnu ikke, hvordan branden blev påsat. Toftemark oplyser, at der stadig mangler en del svar fra de tekniske undersøgelser på brandstedet.

- Vi har heller ikke noget bud på motivet. Ejeren af pizzeriaet mener ikke, at han har et udestående med nogen, siger efterforskningslederen.

Han understreger, at politiet stadig gerne vil høre fra eventuelle vidner, der har set noget ved pizzeriaet mellem midnat og klokken tre natten til den 19. august - eller har andre oplysninger i sagen. Det kan ske på telefon 114.

Der skete store skader på pizzeriaet under branden, ligesom der var sodskader på flere af de nærliggende butikker.