Borgmesterkandidater køres i stilling - vil vinde over Wilbek

Venstres Ulrik Wilbek går efter fire år mere i borgmesterstolen. Socialdemokraterne vil forsøge at vælte ham - men de skal først ud i et internt kampvalg for at finde en udfordrer.

- Som Helle Thorning engang sagde: Jeg kan slå Anders Fogh Rasmussen. Så vil jeg også sige: At jeg kan slå Ulrik Wilbek i Viborg, siger Niels Dueholm. Foto: Dan Sørensen, TV MIDTVEST

I Viborg befinder Ulrik Wilbek (V) sig ganske godt på borgmesterkontoret, men hvis det står til socialdemokraterne, skal han ikke finde sig for godt til rette.

Socialdemokratiet gør nemlig klar til at tage kampen op.

- Ulrik har jo været en stærk borgmester, men ham skal vi jo bare slå, siger Niels Dueholm, der er mulig borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Viborg Kommune.

Læs også Mette Nielsen klar til at udfordre Wilbek

Han er nyeste bud på en socialdemokratisk borgmesterkandidat.

- Som Helle Thorning engang sagde: 'Jeg kan slå Anders Fogh Rasmussen'. Så vil jeg også sige, at jeg kan slå Ulrik Wilbek i Viborg, siger Niels Dueholm.

Men i første omgang skal han dyste med partifællen Mette Nielsen, der også går med en borgmesterdrøm.

- Nu handler politik jo om andet end at være kendt. For mig at se skal vi inddrage borgerne i nogle beslutningsprocesser, og jeg mener, at vi som politikere i langt højere grad skal ud i landområderne, siger Mette Nielsen, der er mulig borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Viborg Kommune.

02:13

Venstre-borgmesteren i Viborg går efter endnu en periode i stolen. Socialdemokraterne skal nu finde en udfordrer.

Luk video

Wilbek vil blive på posten i Viborg

Men Wilbek er ikke klar til at vige pladsen.

- Jeg synes, at det giver god mening at se, om jeg kan få en periode til, lyder det. 

Godt to år efter valget føler den tidligere håndboldlandstræner, at han stadig har den lyst og motivation til politik, som han ikke længere havde til sport.

Læs også 30-årig partiforeningsformand valgt i Viborg: Der skal mere klima på dagsordenen

- Vi skal bare gøre det endnu bedre, og jeg er ikke helt tilfreds og så videre. Man skal bare være super motiveret for at være god nok, lyder det fra Viborg-borgmesteren.

Spørger man folk på gaden, passer Wilbek meget godt til Viborg.

- Jeg synes, at han har klaret det rigtig flot. Jeg er fuldt ud tilfreds, siger Bodil Dige fra Hald Ege.

- Er det ikke altid svært at være tilfreds med en borgmester? Der er altid gode og dårlige ting, men jeg synes, at han har gjort det godt, lyder det fra Thomas Johansen fra Viborg.

Chefredaktøren på Viborg Stifts Folkeblad stemmer i:

- Han har et godt navn lokalt, og der skal komme en stor skandalesag for at ødelægge det image, han har, siger Lars Norup.

Men Venstre-borgmesteren føler sig ikke helt sikker på sin popularitet.

- Sådan tror jeg altid, der er som politiker. Det er utrolig svært at sige noget om, siger Ulrik Wilbek.

Socialdemokraterne i Viborg vælger deres borgmesterkandidat på et opstillingsmøde den 15. april.