Borgerkritik: Friplejehjem svigter lokalsamfundet

Det giver splittelse i Sparkær ved Viborg, at byens friplejehjem ikke får deres råvarer fra den lokale købmand.

2:13
Det vækker vrede, at friplejhjemmet Nordstjernen i Sparkær ikke handler hos den lokale købmand

For beboerne i Sparkær ved Viborg betyder lokalsamfundet meget. De var så glade for deres plejehjem, at de selv holdt liv i det, da det skulle lukke. Og nu har de selv fået en købmand til byen. Men plejehjemmet får ikke deres råvarer fra den nye købmand, og det giver splittelse i Sparkær.

- Det kan da ikke passe. Det kan simpelthen ikke passe, at det ender sådan, siger Peder Lervad, der er tidligere forstander på friplejehjemmet Nordstjernen og en af dem, der er frustreret over, at plejehjemmet ikke har valgt den nye købmand.

- Der er vel også noget, der hedder moral, anstændighed og ordentlighed i det her. Hvor er den slags ting blevet af? Synes man virkelig, man kan være det her bekendt?, spørger Peder Lervad.

Pengene skal række længst muligt

Hos Nordstjenen forstår man slet ikke kritikken fra flere af byens borgere. For plejehjemmet handler det om at få de beboernes penge til at række længst muligt.

- Vi går altså efter pris, leverance og kvalitet, og vi henter altid flere forskellige tilbud ind. Medmindre tilbuddet er bedre eller tilsvarende, så kan vi ikke tillade os at skifte leverandør, siger Bente Bay Kristensen, der er forstander på Nordstjernen.  

Det svar stiller Peder Lervad sig ikke tilfreds med.

- 90 procent af varerne kan købmanden levere på samme måde, som de får dem i dag, så derfor holder forklaringen ikke på nogen som helst måde, siger Peder Lervad.

Byens købmand, der er hele omdrejningspunktet i sagen, ærger sig også over, at det hele er endt i splittelse.

- Det ville da være en betragtelig god omsætning at få med. Det er jo kun et spørgsmål om kroner og ører, det er lige så meget loyalitet, man slår på, siger købmand, Brian Nielsen.

Nordstjernen har indhentet et tilbud fra købmanden, men det var ganske enkelt ikke godt nok.

- De kunne ikke ligestilles på pris, kvalitet og leverance. Vi kan ikke gå på køb med den, fordi det er en kerneydelse til vores beboere, siger Bente Bay Kristensen.

Peder Lervad er ikke ene om frustrationen, og flere beboere i Sparkær har nu trukket deres støtte til friplejehjemmets støtteforening.