Boomtown Viborg: Rækkehuse i høj kurs

To unge viborgensere står bag det største byggeri af rækkehuse i domkirkebyen i 40 år.

Thuesen & Vestergaard
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Det er populært at bo i Viborg.

Så populært at domkirkebyen er Danmarks hurtigst voksende by. På 10 år er indbyggertallet steget med 16,8 procent - fra 34.000-40.000, viser en analyse fra Kommunernes Landsforening.

Og snart kommer der endnu mere fart på udviklingen.

Firmaet Thuesen & Vestergaard tog fredag første spadestik til et nyt projekt, der med tiden skal blive til 78 nye rækkehuse i den vestlige del af byen.

11 huse er reserveret på forhånd, og mændene bag firmaet, Kenn Thuesen og Steffen Vestergaard, regner også med at få solgt resten.

- Vi tror så meget på det her, at det skal nok lykkes, siger Steffen Vestergaard om investeringen til i alt 125 millioner kroner.

Firmaet har tidligere bygget rækkehuse andre steder i byen. De to ejere er 32 og 35 år gamle, og deres nyeste projekt er det største byggeri af rækkehuse i Viborg i 40 år. 

Rækkehuse er da også særdeles populære i øjeblikket, bekræfter en af byens erfarne ejendomsmæglere, Tommy Erichsen.

- Rækkehuse er meget interessante for rigtig mange mennesker, både unge og ældre. Mange ønsker ikke den store have, men vil gerne have et nyt hus, sige han.

De nye rækkehuse bliver på 120 kvadratmeter. Pris: 2,1-2,5 millioner.

 

2:22