Boligminister besøgte tidligere ghettoområde i Viborg

Området skal renoveres og forvandles for en halv milliard kroner.

Kaare Dybvad Bek (i midten) fik mandag indblik i planerne for Ellekonebakken i Viborg, der sidste år blev pillet af ghettolisten.
Kaare Dybvad Bek (i midten) fik mandag indblik i planerne for Ellekonebakken i Viborg, der sidste år blev pillet af ghettolisten.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Ellekonebakken i Viborg har været på Regeringens ghettoliste, men for et par måneder siden blev boligområdet pillet af. Så nu skal der arbejdes for, at det forbliver sådan.

- Vi vil gerne opnå, at Ellekonebakken bliver en del af Viborg by, så man også kommer i Ellekonebakken, selvom man ikke bor dér. Og det betyder rigtig meget, at vi får blandet livet i Viborg by med livet på Ellekonebakken, siger Johannes Stensgaard, der er formand for Boligselskabet Sct. Jørgen.

Derfor skal området forvandles. Noget, der vil koste omkring en halv milliard kroner. Det handler om at åbne op og få noget udskiftning i Ellekonebakken.

- Det er et rigtig godt greb, fordi det at sikre, at man skal mange forskellige ting mange forskellige steder i byen, tror jeg er utrolig vigtigt, så der både er nogen, der bor her, kommer her i fritiden og arbejder her, forklarer den socialdemokratiske boligminister, Kaare Dybvad Bek, som mandag var på rundvisning i den tidligere ghetto.

Ellekonebakken opfylder stadigvæk nogle af ghettolistens kriterier. 

Beboerformand er forbeholdende med på forandringer

Susanne Godskesen er beboer i og formand for Ellekonebakken. 

- Der er mange, der bor her, som lever på kanten af samfundet og ikke har de store ressourcer. Jeg tror, det er sundt for børn at se, hvad der findes ude i den åbne varme, siger hun.

Når det er sagt, er det ikke uden forbehold, hun bakker op om forandringer.

- Der skal også være rimelighed i det. Selvfølgelig er foreninger og så videre velkomne, men vi skal også kunne være her.

Læs mere om ghetto- og udsatte områder her.

2:16