Børnehavebørn er vidner til partering af fasan: - Vi tænker meget på at danne børnene

Langsø Børnehus har planer om at invitere flere forældre forbi til en dag, der skal gøre børnene klogere på livet udenfor børnehaven.

Børnene følger med på tæt hold, da fasanens bryst bliver åbnet.
Børnene følger med på tæt hold, da fasanens bryst bliver åbnet.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

De små gummistøvler samler sig side om side foran fasanen. 

For en stund må rutsjebane og sandkasse vente, mens jæger Jesper Nørlund viser den flotte fugl frem for de nysgerrige poder. 

Han er en af de forældre til børnene i Langsø Børnehus i Vammen nordøst for Viborg, der har sagt ja til at gøre børnene klogere på livet uden for sandkassen. 

Tirsdag er han derfor forbi institutionen med fasan, parteringskniv og kogegrej for at fortælle om, hvordan maden ender på tallerkenen. 

-  Skal vi se om der er kød inden i den, spørger jægeren flokken af flyverdragter, der kigger interesseret på det fjerede væsen.

Udover at være far til to af de nysgerrige børn, er Jesper Nørlund også jæger på det nærliggende Tjele Gods.

 -  Vi skal starte med at finde brystet, lyder det fra jægeren, mens han med et sikkert snit åbner fuglen og viser brystkødet frem for de nysgerrige, der skal hjælpe med at forvandle fjer og fugl til fasangryde. 

Skal danne og skabe afveksling  

Fra en nærliggende bænk iagttager institutionens daglige leder, Nicolaj Danefeld Blach, arbejdet med at skille fjer og kød fra hinanden. 

Han mener, at afbrækket er vigtigt for at skabe afveksling og mere læring i hverdagen for de 40 børn, som er tilknyttet institutionen. 

- Vi tænker meget på at danne børnene. Det gør ikke noget, hvis der er et element af læring, forklarer han.

En udstoppet fasan giver børnene mulighed for at nærstudere fuglen.
En udstoppet fasan giver børnene mulighed for at nærstudere fuglen.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Tirsdagens besøg er kommet i stand via en såkaldt 'forældrebank'. 

Her kan forældre til børnene i institutionen angive, hvilke kompetencer, færdigheder og interesser, de ligger inde med.

Efterfølgende kan eksempelvis en tømrer lægge vejen forbi og gøre børnene klogere på spær, mens konditoren kan give en introduktion til mørdej. 

- Vi kan trække forældre ind og lave nogle tiltag, der gør det rigtig fedt at være barn, siger lederen.

Ingen spareøvelse

Idéen til banken opstod ifølge lederen ud fra et ønske om at skabe en spændende hverdag uden de helt store omkostninger. 

- Vi vil gerne prøve at få forældrene til at bidrage mere. Vi skal tage et fælles ansvar for børnene, forklarer Nicolaj Danefeld Blach. 

Nicolaj Danefeld Blach er daglig leder i institutionen.
Nicolaj Danefeld Blach er daglig leder i institutionen.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Den daglige leder understreger, at der ikke er tale om en spareøvelse, når forældre skal underholde og gør børnene klogere på samme tid. 

- Når man trækker nogen ind udefra, så bliver det lidt mere spændende, siger han.

På sigt er det planen, at flere forældre skal lægge vejen forbi institutionen og de 40 børn.