Blev dømt for voldtægt i byretten - Nu er 40-årig mand frifundet

Vestre Landsret i Viborg har frifundet en 40-årig mand for voldtægt. Det er den samme mand, som tidligere blev dømt i byretten.

Vestre Landsret
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En 40-årig mand blev sidste år idømt tre års fængsel for voldtægt af to kvinder i Silkeborg. Dommen blev anket til landsretten, og nu har Vestre Landsret frifundet den 40-årige mand.

Det skriver Midtjyllands Avis.

- Det er min klient selvfølgelig meget glad for og meget lettet over. De tre dommere og tre domsmænd var enige om, at han skulle frifindes for alle tiltaler, fortæller forsvarsadvokat Karina Skou til Midtjyllands Avis.

Den 40-årige blev tiltalt for en episode mellem ham og to kvinder, som fandt sted tilbage i september 2018. Sagen kom for byretten sidste år, og her blev den tiltalte kendt skyldig i voldtægt af en af kvinderne og overgreb på den anden.

Den afgørelse valgte landsretten i Viborg ikke at følge.

- De to pigers forklaring var den samme i landsretten som i byretten, men der var indhentet flere beviser i sagen i landsretten. Eksempelvis i forhold til nogle telefonopkald, ligesom der var indkaldt yderligere to vidner. Landsretten vurderede altså til sidst sagen anderledes end i byretten, og min klient er fuldstændig frifundet nu, siger forsvarsadvokat Karina Skou til Midtjyllands Avis.