Billist død efter ulykke ved Hagebro

En ældre mand er død efter en ulykke mellem Holstebro og Viborg. En bilinspektør skal nu finde ud af, hvordan ulykken kunne ske.

151106UlykkeHagebro.jpg

Føreren af den personbil, der fredag eftermiddag var med i en ulykke på Hovedvej 16 vest for Hagebro, er afgået ved døden. Det bekræfter vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi over for tvmidtvest.dk.

- Manden har formentlig fået et ildebefindende, inden hans bil er trukket over i modsatte vejbane. Bilinspektører skal nu klarlægge, hvad der præcist er sket, fortæller han.

Foruden personbilen var også en modkørende grisetransport med omkring 250 svin ombord impliceret i ulykken. Chaufføren, der efter omstændighederne har det godt, undveg den afdøde billist, og politiet er endnu ikke sikre på, om der har været en kollision.

Myndighederne har indfanget de løsgående svin på stedet. En dyrlæge er ankommet, og vagtchefen kan ikke udelukke, at de er nødsaget til at aflive nogle af dyrene.