Bil bragede igennem husmur

En personbil er her til aften kørt ind i en husmur på en adresse mellem Bjerringbro og Ulstrup. Ingen personer er kommet alvorligt til skade.

Bil brager igennem hus
Foto: MAK Media ApS

Østjyllands Politi har her til aften været rykket ud til en adresse mellem Bjerringbro og Ulstrup. Det skyldes, at en personbil er kørt igennem en husmur.

- Det er tale om en soloulykke og der er ikke nogen alvorlig personskade, men der er lavet et hul i husets mur på størrelse med en carport, fortæller Jens Henrik Jensen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi. 

Det er på adressen Vesterled 17 mellem Bjerringbro og Ulstrup, at der ved 19-tiden bragede en bil gennem en mur. Politiet oplyser, at der har siddet en mand i bilen, og at han nu er sendt til tjek på hospitalet.

- Han er ikke kommet noget alvorligt til, men det er standardprocedure, når man har været ude for et færdselsuheld. Nogle gange følger vi med ambulancen, hvis det er meget alvorligt, men det har vi altså ikke gjort i dette tilfælde, fortæller Jens Henrik Jensen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi. 

Der er sendt bud efter skadesservice, som forventes snart at ankomme på adressen. Vagtchefen er ikke klar over, om husets ejere har været hjemme.

1:07
TV MIDTVEST 1. december - 2018: Her var en person alvorligt kvæstet efter en trafikulykke i Fjaltring.