Besøgsforbud skal standse smittespredning på plejecenter i Skals: To beboere smittet med Covid-19

Viborg Kommune indfører midlertidigt besøgsforbud på Pleje- og Omsorgscenter Kildedalscentret i Skals. Samtidig ophæver kommunen de skærpede besøgsrestriktioner på Pleje- og Omsorgscenter Toftegården i Møldrup.

Styrelsen for Patientsikkerhed har givet Viborg Kommune et påbud om at udstede et midlertidigt forbud mod besøg på Pleje- og Omsorgscenter Kildedalscentret i Skals.
Styrelsen for Patientsikkerhed har givet Viborg Kommune et påbud om at udstede et midlertidigt forbud mod besøg på Pleje- og Omsorgscenter Kildedalscentret i Skals.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

To beboere på Pleje- og Omsorgscenter Kildedalscentret i Skals er smittet med Covid-19.

Derfor bliver der med øjeblikkelig virkning indført midlertidigt besøgsforbud på stedet.

Det skriver Viborg Kommune i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har givet Viborg Kommune påbud om at indføre besøgsforbud på plejehjemmet i Skals for at undgå yderligere smittespredning. Forbuddet gælder derfor, indtil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver det. Påbuddet vurderes løbende, og det ophæves så snart, det er forsvarligt.

Beboere og pårørende er blevet informeret om forbuddet, og hvad det betyder for dem. 

- Vi udviser fortsat stor påpasselighed og sikrer tilstrækkeligt personale til opgaven med at inddæmme smitten på Pleje- og Omsorgscenter Kildedalscenteret i Skals, skriver kommunen på hjemmesiden. 

Besøgsrestriktioner ophævet på Toftegården

Mens Viborg Kommune altså indfører besøgsforbud på ét plejecenter i Skals, ja så ophæver kommunen samtidig de skærpede besøgsrestriktioner på Toftegården i Møldrup. Restriktionerne blev indført 5. januar, fordi tre beboere og en medarbejder dengang var smittet med Covid-19.

Efter den seneste test for Covid-19 er den gode nyhed dog, at ingen nye beboere eller ansatte på Toftegården er testet positive, og alle smittede er raske.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer derfor, at Toftegården nu kan overgå til at følge de generelle restriktioner for plejecentre i Viborg Kommune, så beboerne har mulighed for at få besøg af op til tre faste, nære pårørende i egen bolig samt benytte sig af det udendørs, opvarmede besøgstelt.