Bekymret skolebestyrelsesformand om skolelukninger: - Der bliver stærke reaktioner

Der kan være flere skolelukninger på vej i Viborg Kommune. I farezonen er både skolen i Sparkær og Mønsted.

Skolebestyrelsesformand Jens Malmkvist er bekymret over udmeldingen om, at skolerne i både Mønsted og Sparkær er truet af lukning. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

- Jeg havde forstået på de politiske udmeldinger, at nu skulle der være ro på de her lukninger, så der var arbejdsro ude på skolerne.

Sådan lyder det fra en frustreret skolebestyrelsesformand på Mønsted og Sparkær Skole, Jens Malmkvist.

Som politikere er vi nødt til at tage hul på diskussionen, for der ligger en opgave foran os, som vi skal have løst på bedste måde

Claus Clausen, gruppeformand, Venstre, Viborg Kommune

Men der er igen skolelukninger på tapetet i Viborg Kommune. Elevtallet falder nemlig drastisk i de kommende år, hvor næsten 1000 elever forsvinder fra kommunens skoler. Og færre elever kan betyde færre skoler:

- Som politikere er vi nødt til at tage hul på diskussionen, for der ligger en opgave foran os, som vi skal have løst på bedste måde, lyder det i dag fra Claus Clausen, der er gruppeformand for Venstre i Viborg Kommune.

- Når man begynder at snakke om skoler, så vil der altid opstå uro. Det har det gjort hidtil, og det vil det også gøre denne gang, spår Claus Clausen fra Venstre i Viborg Kommune. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

 

Nedslidt skole truer naboskolerne

I farezonen er blandt andet skolerne i Mønsted og Sparkær. Anledningen er et konkret ønske om at udskifte en nedslidt skole i Stoholm med en helt ny. Den sag skal afklares, når byrådet lægger budget til efteråret.

Venstre foreslår, at der bygges en helt ny skole i Stoholm, men det vil betyde at naboskolerne i Mønsted og Sparkær skal lukke helt eller delvis for at samle eleverne på den nye skole.  

Jeg tænker, at der bliver stærke reaktioner. Men når det er sagt, så håber vi, at vi bliver inddraget i de her processer, for det er vigtigt for vores børn, hvordan det kommer til at se ud

Jens Malmkvist, skolebestyrelsesformand i Mønsted og Sparkær

- Jeg er enig i, at vi skal have debatten. Det vil være uklogt bare at lade som ingenting, lyder det fra Per Møller Jensen, der er socialdemokratisk formand for Viborg Kommunes Børne & Ungdomsudvalg.

02:10

Se video: Efter 12 års tavshed bliver der igen snakket skolelukninger i Viborg Kommune.

Luk video

Voldsomme protester i 2007

Læs også Skolelukninger skyld i privatskolernes fremmarch

Dermed lukker både borgmesterpartiet Venstre og Socialdemokratiet altså op for en debat om skolestruktur, som erfaringsmæssigt får bølgerne til at gå højt:

- Når man begynder at snakke om skoler, så vil der altid opstå uro. Det har det gjort hidtil, og det vil det også gøre denne gang, spår Claus Clausen.

Når man begynder at snakke om skoler, så vil der altid opstå uro. Det har det gjort hidtil, og det vil det også gøre denne gang

Claus Clausen, gruppeformand, Venstre, Viborg Kommune

Så i stedet for arbejdsro på skolerne er der altså nu igen udsigt til uro ligesom i 2007, da en række skolelukninger førte til voldsomme protester fra de berørte landsbyer.

Læs også Skolelukninger i Holstebro

- Jeg tænker, at der bliver stærke reaktioner. Men når det er sagt, så håber vi, at vi bliver inddraget i de her processer, for det er vigtigt for vores børn, hvordan det kommer til at se ud, slutter skolebestyrelsesformand i Mønsted og Sparkær, Jens Malmkvist.

Der er 26 skoler i Viborg Kommune. Sparkær er den mindste med 79 elever.