Beboere evakueret ved brand
Lejlighed på Banegårdspladsen i Viborg raseret af voldsom brand - årsagen er stadig ukendt.
De tilkaldte betjente måtte evakuere flere beboere, da der natten til mandag udbrød en voldsom brand i en lejlighed på anden sal på Banegårdspladsen i Viborg.
Branden opstod kort før klokken 4 i en etværelses lejlighed - da brandfolkene ankom, kunne de se kraftige flammer gennem ruderne, og ilden havde fået fat i træbeklædningen og bredte sig meget hurtigt.
Der er flere ungdomsboliger i bygningen, og flere af beboerne var taget på påskeferie og derfor ikke hjemme. Og de der var hjemme, blev banket op af politiet og slap ud i god behold.
Lejligheden er helt udbrændt - branden er formenlig opstået i stuen, men årsagen er stadig ukendt. Politiet skal i løbet af mandagen foretage tekniske undersøgelser på brandstedet.