Barnlig far får folk til at grine af familielivet med syv børn

Skæve vinkler, som folk kan genkende, er en af de helt store favoritter, når Allan Wiinberg deler opslag på Facebook med sine 16.000 følgere.

Allan Wiinberg og Camilla Møller Wiinberg sammen mede deres i alt syv heltids-, deltids- og bonusbørn.
Allan Wiinberg og Camilla Møller Wiinberg sammen mede deres i alt syv heltids-, deltids- og bonusbørn.
Foto: Charlotte Hansen

Det kan være noget af en mundfuld at få en hverdag med børn, arbejde og huslige pligter til at gå op.

Det bliver ikke nemmere af at have syv børn. Og det har Allan Wiinberg fra Viborg.

Hverdagen, der til tider kan være rimelig kaotisk, deler han på Facebook under navnet ’BarnligFar’.

- Jeg deler, hvad man støder på i hverdagen af små og store situationer. Især de skæve vinkler alle kan genkende. At børn kravler op på bordet. Det uperfekte i hverdagslivet, fortæller Allan Wiinberg.

Det er noget, folk kan lide. I skrivende stund har han over 16.000 følgere, og nogle opslag når ud til flere hundredetusind Facebook-brugere.

0:14
Allan Wiinberg præsenterer de fleste af familiens børn. 

Allan Wiinberg fortæller, at han har lavet siden på Facebook som et modspil til perfekte billeder af harmoniske børnefamilier på sociale medier.

For livet med børn er ikke altid perfekt og poleret.

- Der er masser af glæde og lykke i at have børn - og i mit tilfælde mange børn. Men der er også kaos-perspektivet. Det kan også være hårdt, og nogle gange er det enormt hårdt. Jeg prøver at ramme ned i den der hverdag, som andre kan genkende, men som også afspejler det, jeg står i, siger han.

Forøgelse af flokken

Allan Wiinberg er både heltids-, deltids- og bonusfar. Han er far til tre drenge, to af dem har han med Camilla Møller Wiinberg, der i forvejen havde fire børn, da hun fandt sammen med Allan.

Den sammensatte familie tæller altså syv børn i alt mellem 1 og 13 år – og Allan Wiinberg kunne i dag afsløre, at der er endnu en lille på vej.

Selvom der er masser at holde styr på i hverdagen, så pointerer Allan Wiinberg, at det er en stor lykke for ham at have mange børn.

- Selv når det er hårdt, så synes jeg, at det er meningsfyldt, og den vinkel vil jeg gerne have med ind over. Selv når man er virkelig træt af at lede efter sokker, så er det egentlig okay.

Allan Wiinberg håber, at han kan blive ved med at få folk til at smile over gode og dårlige ting i hans hverdag. Og med en lille ny på vej skulle der være rigeligt med materiale til fremtiden.

- Ja, der skulle gerne være stof til et opslag eller to mere, siger han.

2:46
Allan Wiinberg er indehaver af Facebooksiden Barnligfar. Her hylder han både kærlighed og kaos fra familielivet.