Bank: Viborg HK tæt på afgrunden

Sparekassen Kronjylland vurderer, at Viborg HK behøver kapitaltilførsel for at undgå lukning.

VHK Jubel-Grit.jpg

Konklusionen fra Sparekassen Kronjylland på Viborg HK's fremtid er dyster, efter håndboldklubben har offentliggjort sit regnskab for året 2013/14. Her landede klubben et underskud på otte millioner kroner.

- Selskabet bevæger sig på det yderste af afgrunden, og vi har meget svært ved at se selskabet overleve uden en kapitaltilførsel, konkluderer banken i en salgsanbefaling af håndboldklubbens aktie.

Ved udgangen af regnskabsåret er klubbens egenkapital på fem millioner kroner, men den vil falde yderligere, da klubben også forventer underskud i regnskabsåret 2014/15.

Her regner klubben med at nå en omsætning på 23,7 millioner kroner og et underskud før skat på 2,4 millioner kroner.

For at nå dette resultat skal klubben realisere det såkaldte "Tingvejsprojektet" inden 1. januar 2015. Det omfatter blandt andet et lejemål af Viborg Stadionhal. Desuden er klubben afhængig af et salg af arena-navnet samt flere sponsorater.

Direktør afviser

Viborg HK's direktør mener dog ikke, at klubben behøver kapitaltilførsel, som Sparekassen Kronjylland konkluderer.

- Jeg synes, det er en lidt skarp udmelding at komme med, siger Jan Buhr.

Regnskabet for 2013/14 gav et underskud på otte millioner kroner, men i det kommende årsregnskab forventer klubben at kunne reducere minusset til 2,4 millioner kroner. Det vil tære yderligere på egenkapitalen, der nu udgør fem millioner kroner.

- Det er klart, at det vil udhule egenkapitalen yderligere, men så er vi også ude over den hurdle og kan kigge fremad, siger han.

Jan Buhr hentyder til, at klubben herefter har ambitioner om at lave overskud. Derfor er en kapitaltilførsel ikke aktuel lige nu.

- Det ligger ikke på tegnebrættet lige nu, men det kan da blive aktuelt på et senere tidspunkt. Men i og med at vi er i færd med at tilpasse forretningen på andre områder, er det ikke aktuelt lige nu, siger Jan Buhr.

Direktøren erkender, at bankens pessimisme bunder i, at klubben før har måtte notere sig større minus end forventet.

- Selskabet ikke har været specielt dygtig til at ramme rigtigt i prognoserne de foregående år. Det er også årsagen til, at vi har sagt, at vi ikke forventer at kunne gå fra 0 til 100, men at det vil tage to år.

- Vi har været realistiske og sagt, at året i år også vil give underskud, men dog noget mindre. Det er en realistisk udmelding, siger direktøren.

Jan Buhr og Viborg HK meddelte i starten af september, at han stopper i direktørjobbet med udgangen af oktober.

På banen har klubben optrådt med succes og er på kvindesiden forsvarende dansk mester.

/ritzau/