Anklager kræver fængselsstraf til Benny Ragner

Mærkerne her satte byrådsmedlem Benny Ragner fra Dansk Folkeparti, da han overfaldt en pizzabager i juni. Nu går anklageren efter ubetinget fængsel til politikeren.

130912_Ragnervold_0.jpg

Anklagemyndigheden går efter en ubetinget fængselsstraf til byrådspolitiker, Benny Ragner (DF), fra Viborg. Fredag står han foran dommeren tiltalt for et voldsomt overfald på tre mænd i et pizzeria i det centrale Viborg. Overfaldet skete efter en våd bytur i Viborg den 22. juni. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Videomateriale i retten

Fredag vil anklageren føre fire vidner, hvor de tre mænd, som Benny Ragner overfaldt er i blandt. Udover de tre ofre vil en politimand, der var den første på stedet også blive afhørt, ligesom dele af videoovervågningen fra pizzeriaet vil blive vist frem i Retten.

Trækker sig ikke frivilligt

Siden voldssagen kom frem tilbage i juni, har Benny Ragner blankt afvist at trække sig frivilligt fra arbejdet i Viborg Byråd. Han mener, at vælgerne må tage stilling til, om han kan blive siddende, når der er kommunalvalg til efteråret 2013. Alligevel kan Benny Ragner blive nødsaget til at stoppe før tid, da det vil være op til Valgbarhedsnævnet at vurdere, om DF'eren er værdig til at fortsætte sit politiske arbejde, såfremt han i morgen bliver dømt skyldig.