Anklage: Offentligt ansat fik huset renoveret for skattekroner

Ansat i styrelse blev ifølge anklage bestukket med husrenovering og regningen sendt videre til skatteborgerne.

Specialanklager Gorm Søgaard Lund på vej ind til den første retsdag i Viborg med det omfattende materiale. Anklageren fortæller, at sagen fylder 5500 sider.
Specialanklager Gorm Søgaard Lund på vej ind til den første retsdag i Viborg med det omfattende materiale. Anklageren fortæller, at sagen fylder 5500 sider.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

To tidligere medarbejdere ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) er under anklage for at have modtaget bestikkelse.

Den ene fik opført en tilbygning til sit hus og bekostet en renovering af samme hus for 1,7 millioner kroner.

Den anden modtog smedejernslåger og bøgehækplanter for 35.250 kroner.

Torsdag er de to mænd på anklagebænken i Retten i Viborg, når den opsigtsvækkende sag indledes.

På anklagebænken sidder også en 51-årig mand, der arbejdede hos installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen A/S.

Firmaet har kontrakt med FES og står for en del af vedligeholdelsen af Forsvarets mange bygninger og anlæg.

Den 51-årige spiller ifølge anklageskriftet en central rolle som den, der har ydet bestikkelsen med det formål, at firmaet skulle blive tilgodeset i fremtidige kontrakter.

Ifølge anklagen var det skatteyderne, der endte med at betale for den milliondyre tilbygning og renovering hos en af styrelsens ansatte.

Regningerne for husrenoveringen blev nemlig helt eller delvist viderefaktureret til Forsvaret.

Den 51-årige allierede sig ifølge anklageskriftet med en tømrer- og en murermester.

De to er tiltalt for medvirken til bestikkelse, fordi de ifølge anklagen sendte regninger for husrenoveringen og angav, at det var for arbejde udført for Forsvaret.

Sagen kom frem i december sidste år, samtidig med at Statsrevisorerne leverede en sønderlemmende kritik af styrelsen.

Det skete på baggrund af, at Rigsrevisionen i en stikprøve havde konstateret fejl og mangler i 54 ud af 64 projekter.

Det var ifølge revisionen helt galt med styrelsens kontrolprocedurer.

Det kom blandt andet frem, at den samme medarbejder både kunne bestille varer og tjenesteydelser og godkende betalingen for dem, uden at andre øjne var inde over sagen.

Styrelsens direktør blev fritaget for tjeneste, og et rejsehold blev sendt til hovedkontoret i Hjørring for at rede trådene ud.

Sagen, der begynder torsdag i Viborg, går tilbage til 2016. Men den er tilsyneladende ikke enestående.

For sideløbende har politiet efterforsket en anden sag om mulig bestikkelse af ansatte i samme styrelse.

Også her er søgelyset rettet mod fem personer, men Bagmandspolitiet har endnu ikke afsluttet efterforskningen.

Retten i Viborg har afsat 20 retsdage til at behandle sagen, og der ventes dom 26. november.
    
/ritzau/