Animationsskolen taget af finansloven – mister flere millioner

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Nicklas Tägtström Møller, TV MIDTVEST

Seks millioner kroner.

Så meget har The Animation Workshops videns- og udviklingscenter indtil videre fået i bevilling fra finansloven. Men sådan er det ikke længere.

Det tilskud er helt væk på den nye finanslov for 2021, som regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet har indgået.

Det er til stor ærgrelse for lederen af The Animation Workshop, Kasper Kruse.

- Vi taber seks millioner, så vi kan godt forestille os en drastisk nedgang i aktivitetsniveau, siger han og fortsætter:

- Vi reducerer kraftigt i programområder. Der vil det cirka være en halvering. Det har været et center med et meget højt og bredt aktivitetsniveau. Alle steder, hvor det kunne give mening at animere, har vi jagtet det. Nu må vi sige, at der bliver færre områder, vi kan arbejde med.

Helt uden støtte fra finansloven er The Animation Workshop dog ikke. I 2019 fik skolen en ekstrabevilling på tre millioner om året for 2019, 2020, 2021 og 2022.

Har arbejdet hårdt for aftale

I Viborg Stifts Folkeblad kalder Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, det for en lokal katastrofe, at The Animation Workshop mister seks millioner.

Kasper Kruse er dog også overrasket over, at det ikke er lykkedes for politikerne på Christiansborg at finde pengene til fortsat at støtte.

- Vi har fra før sommerferien været i dialog bredt repræsenteret hos regeringen og hos støttepartierne, og vi har oplevet velvilje. Der har generelt været tilfredshed med de resultater, vi har skabt. Men alle har også sagt, at det har været et svært år med coronakrisen, siger lederen.

The Animation Workshop skal hverken afskedige medarbejdere eller tage imod færre elever på trods af den manglende støtte. Men det koster altså på antallet af aktiviteter i videns- og udviklingscenteret.

På grund af de mange, der har arbejdet hjemme under coronakrisen og den generelle digitalisering, havde Kasper Kruse håbet, at regeringen og støttepartierne havde tænkt animering ind i finansloven for 2021.

- Med digitalisering og genstart af samfund efter covid-19 havde vi håbet, at de netop havde kigget på den digitale erfaring og dannelse, mange har fået. Der bliver lavet digitale møder, og mange har taget teknologier som virtual reality til sig. Så der så vi, at vi kunne bygge videre. Det var et af de områder, hvor vi i det store billede tænkte, at det var få penge, vi bedre om, siger Kasper Kruse.

Skal op på forhandlings-hesten igen

Lederen af The Animation Workshop kalder det drønærgerligt, at pengene ikke kom på finansloven for 2021. Men han har også forståelse for, at det er et komplekst puslespil at lægge.

- Jeg må bare understrege, at ingen har smækket døren i hovedet på os. Der har været opbakning, men hvad der præcis er sket henover weekenden, ved jeg ikke nærmere. Men for os er det rigtig træls, siger han.

VIA University College var dog hurtige til at spænde et sikkerhedsnet ud for The Animation Workshop.

Således har VIA sat en underskudsgaranti på to millioner. Sammen med de tre millioners ekstrabevilling giver det et budget på fem millioner for det kreative sted.

- Nu er der etableret kontakter. Og så er der finanslov igen i 2022. Så vi har et håb om, at vi kan klare os igennem med fem millioner og så genoptage dialogen igen, når næste finanslov skal forhandles, siger Kasper Kruse.

Lederen ser frem til næste omgang forhandlinger, hvor han forudser mere almindelige tilstande og forhåbentlig uden en coronakrise at tage højde for.

2:29
The Animation Workshop har været medspiller på flere film. Blandt andet var Viborg en stor del i filmen Mugge og Vejfesten.