Animationsfilm med stærke tråde til Viborg nomineret ved prestigefuld festival

Billede fra MUGGE & VEJFESTEN. Foto: Nordisk Film

Når Berlin International Film Festival løber af stablen fra 20. februar, bliver det formentlig med en del øjne fra Viborg rettet koncentreret mod den.

Det gør der, fordi animationsfilmen MUGGE & VEJFESTEN er nomineret til en krystalbjørn – prisen for bedste ungdomsfilm ved filmfestivalen.

Læs også Wulff og Morgenthaler var ikke i tvivl: Animatorer fra Viborg skulle lave deres film

MUGGE & VEJFESTEN er produceret med økonomisk støtte fra Viborg Kommune og Den Vestdanske Filmpulje, ligesom Viborg-firmaet Monkey Tennis har stået for at give de animerede karakterer liv.

Det er duoen Wulffmorgenthaler, der har skrevet filmen, og de udtaler således om nomineringen i en pressemeddelelse fra Nordisk Film:

- Vi er begejstrede og glæder os meget til at vise filmen i Berlin. Vi glæder os særligt til at opleve filmen simultantolket til tysk, som vi har fået at vide vil ske til premieren for børnepublikummets skyld. Det er første gang, at noget, vi laver, skal simultantolkes. Det bliver forrygende, lyder det.

Monkey Tennis måtte tænke i nye baner

Den animerede film blev med over 173.000 solgte billetter i de danske biografer et stort hit hos de danske børnefamilier.

At det lige var Monkey Tennis fra Viborg, der skulle stå for animeringen, var ellers ikke lige til at læse i kortene.

De havde nemlig aldrig haft så stor en opgave før.

Men på trods af det, kastede de sig ud i det.

- Det betyder, at vi har udvidet vores kompetencer, og vi kan tackle større opgaver i fremtiden også, sagde Mikkel Okholm, der er medejer af Monkey Tennis, da TV MIDTVEST snakkede med ham før premieren på filmen.

Hverken Mikael Wulff og Anders Morgenthaler var dog i tvivl, da de to skulle vælge, hvilket firma der skulle lave animationerne til filmen. Vurderet ud fra nomineringen til krystalbjørnen, valgte de rigtigt.

Viborg har gennem en årrække været centrum i Danmark for animationsfilm.

Det fik Peter Aalbæk, der er filmproducent for Zentropa, til at udtale således om valget af Monkey Tennis til opgaven:

- Der er kun ét epicenter i Nordeuropa for animation, og det er i Viborg.

Når MUGGE & VEJFESTEN vises på Berlin International Film Festival, er det samtidig festivalens 70. gang, den bliver afholdt.

02:28

En stor vejfest var i dag med til at markere Viborgs stadig stærkere position som animationsby

Luk video