Anders Morgenthaler vil lære 8. klasser i Viborg at udtrykke sig med humor

- Hvis man kan kombinere humor med noget, man har på sinde, kan man nå langt med sit budskab, siger satiretegneren, der også er en ivrig bæredygtighedsdebattør.

Tirsdag var 500 elever fra Viborg Kommunes 8. klasser samlet i Tinghallen i domkirkebyen. Blandt bidragsyderne var Anders Morgenthaler, der blandt andet er kendt som tegner, satiriker og bæredygtighedsforkæmper.

- Jeg er kommet i dag, fordi det er en ekstrem påvirkelig gruppe. Det, jeg kommer med, er, at man skal lære at sige sin mening, hvis man vil have lavet nogle forandringer.

- Når man går i skole, bliver man bedt om at sige sin mening i nogle klassiske redskaber, som enten er skrift eller retorisk. Der er ikke nogen, som bruger humor. Humor er faktisk det, der får budskabet allerlængst frem. Hvis man kan kombinere humor med noget, man har på sinde, kan man nå langt med sit budskab, siger han til TV MIDTVEST.

Og budskab og handling var nøgleord for dagens workshop i Viborg, hvor Morgenthaler blandt andre gjorde brug af memes, humor og satire.

Handlemuligheder og håb

Ifølge Søren Jordhøj Aakjær, der er direktør for Børn & Unge i Viborg Kommune, er formålet at fremme mod for fremtiden.

-  Vi vil i Viborg Kommune gerne sætte fokus på bæredygtighed, og det gør vi ved at mobilisere alle vores børn og unge.

- Det handler om at give dem handlemuligheder og håb for den fremtid, som de er en stor del af, siger han.

Og selvom man ikke er så god til at tegne, siger 13-årige Nicoline Elkjær Jensen fra Skals, at workshoppen havde en god virkning.

- Man får en masse godt at vide i forhold til, hvad man kan gøre.

For en uge siden var kommunens øvrige 500 elever fra 8. klasse til en tilsvarende workshop, som i øvrigt er en del af projektet, Grønne Sammen.