Amalie hepper på fodboldkvinderne for Viborgs skyld

16-årige Amalie Lauge, der spiller hos Team Viborg Fodbold, håber på, at kvindelandsholdets succes vil få flere lokale piger til at gå til fodbold.

Amalie Lauge håber, at flere piger vil få øjnene op for fodbold.
Amalie Lauge håber, at flere piger vil få øjnene op for fodbold.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

- Jeg bliver helt rørt over, at de er nået så langt.

Amalie Lauge er stor fan af det danske kvindelandshold i fodbold. Den 16-årige pige spiller selv på Team Viborgs U18-hold, og hun synes, det er fantastisk, at idolerne fra landsholdet nu er nået til EM-finalen.

- Det er helt vildt fedt at følge med i deres udvikling, og det er også noget, der er med til at samle vores hold. Det giver os noget at snakke om, og i går sad vi for eksempel herude i klubben og så kampen sammen, mens vi spiste pizza, siger Amalie Lauge

Jo bedre det går for kvindelandsholdet, jo mere jubler de i Viborg. Kommunen har for nylig lavet en aftale med DBU om fortsat at være hjemmebane for landsholdet de næste fire år, og på mandag fører Viborg an, når spillerne skal bydes velkommen hjem fra EM.

Team Viborg er én af de klubber, hvis spillere hjælper til, når der er landsholdskamp i byen, og Amalie Lauge håber på, at byens engagement vil være til gavn for de lokale fodboldklubber.

- Jeg tror, der er en masse små piger, som vil se op til spillerne - især her i Viborg. Der er helt klart en større opbakning til dem, nu hvor det går godt. Det er bare ekstra fedt at vide, at de kommer her og spiller på vores stadion i Viborg, siger hun.

Uanset om det ender med guld eller sølv til Danmark, så er den unge fodboldpige glad for at have fået nogle nye stjerner at se op til.

- Det er fedt at vide, at de har kæmpet for det. De har nået deres drømme nu, så jeg ved, at hvis jeg bliver ved med at kæmpe, så skal jeg også nok komme til det en dag, slutter hun med et smil.

1:20
Den lokale fodboldspiller Amalie Lauge hepper på kvindelandsholdet.