Alvorlig kritik af offentligt bosted i Viborg

Ansat, der nu er afskediget, råbte og skreg ind i hovedet på en bruger.

Region Midtjylland 2.jpg

Socialtilsyn Midt retter i en tilsynsrapport en alvorlig kritik af forholdene på Mosetoft i Viborg - et bosted og dagtilbud under Region Midtjylland for udviklingshæmmede eller personer med problemskabende adfærd.

Tilsynet har indført skærpet tilsyn med bostedet og givet en række påbud, der skal opfyldes inden tre måneder.

Kritikken drejer sig blandt andet om voldsom sprogbrug over for brugerne, ligesom der peges på manglende dokumentation på en række områder.

- Jeg er frygtelig ked af det, og vi gør alt, hvad der står i vores magt for rette op på de ting, som tilsynet peger på. Nogle af forholdene var vi allerede i gang med at rette op på, da tilsynet kom med sin rapport, og der skal ikke være tvivl om, at vi tager sagen meget alvorligt, siger områdeleder i Region Midtjylland, Hilde Thun Holst, til tvmidtvest.dk.

Rapporten nævner blandt andet et tilfælde, hvor en ansat råbte og skreg ind i hovedet på en af beboerne. Områdelederen fortæller, at medarbejderen allerede var afskediget, da tilsynet kom ind i sagen.

Mosetoft har tidligere haft en praksis med at kræve erstatning af brugerne, hvis de har været udadreagerende og ødelagt ting. 

- Det er - må vi blankt erkende - en kæmpe fejl, og den praksis er selvfølgelig ændret, siger Hilde Thun Holst.

Rapporten peger også på manglende dokumentation af voldsomme begivenheder - blandt andet et tilfælde hvor en bruger, der oplevede at blive befamlet af en anden bruger.

Områdelederen fortæller, at rapporten ikke får konsekvenser for ledelsen på bostedet. Regionen har tillid til, at den under det skærpede tilsyn kan rette op på de kritiserede forhold.