Alternativ til Landsskuet: Dyrene bliver bedømt hjemme på gården

Avlsforeningen Dansk Holstein arrangerer en landsdækkende besætningskonkurrence, når nu dyrene ikke kan blive bedømt i Herning.

Køerne bliver bedømt hos Erik Sølvtoft Jørgensen i Kjellerup.
Køerne bliver bedømt hos Erik Sølvtoft Jørgensen i Kjellerup.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Det er en fast tradition for mange i dansk landbrug. 

Sommer er lig med Landsskue i Herning.

Sådan er det bare ikke i år. Den store udstilling af dyr og maskiner er aflyst på grund af coronaen, men det bør ikke sætte en stopper for, at landmændene kan få bedømt deres dyr.

Sådan er i hvert fald indstillingen hos Avlsforeningen Dansk Holstein. 

- Der opstod et vakuum, da Landsskuet blev lukket. Og så opstod ideen. Når vi ikke må køre til Herning, så kommer vi ud til landmanden i stedet for, siger chefkonsulent i Dansk Holstein, Torben Balling Lund.

Og som sagt, så gjort. I stedet for Landsskuet har Dansk Holstein arrangeret en landsdækkende besætningskonkurrence. Hver bedrift kan stille med tre køer, og så kommer repræsentanter for avlsforeningen ud til de enkelte gårde og laver bedømmelsen der.

 
 
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Blandt deltagerne finder man gårdejer Erik Sølvtoft Jørgensen fra Kjellerup. Han er glad for at få chancen for at få sine dyr bedømt.

- En fodboldspiller eller cykelrytter stopper heller ikke med at træne, fordi  OL eller VM er blevet aflyst. Det er lidt det samme her. Vi holder gang i den, så vi er klar til næste år, siger han.

Den midtjyske landmand understreger, at den alternative bedømmelse selvfølgelig ikke helt kan erstatte Landsskuet. Sammenholdet og fællesskabet mangler. Alligevel tager de ansatte på gården i Kjellerup opgaven meget alvorligt.

- Når der kommer savsmuld i manegen, så kommer der også gang i hestene. Det er det samme med os. Vi har stort set gjort lige så meget ud af at klippe, vaske og træne dyrene, siger Erik Sølvtoft Jørgensen.

Datoen for det rigtige Landsskue næste år er for længst fastsat. Det bliver fra 1. til 3. juli.

2:06
Se indslag om den alternative bedømmelse her.