Afsløring af et mindesmærke der har reddet liv

Ingeniørregimentet fra Skive har fået sit eget monument i Rindsholm: Spidsen af en mineplov fra Afghanistan.

Chefen for Ingeniørregimentet i Skive, oberst Christian Arildsen, foran det nye monument.
Chefen for Ingeniørregimentet i Skive, oberst Christian Arildsen, foran det nye monument.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Onsdag var en stor dag for Ingeniørregimentet i Skive.

Regimentet fik nemlig sit eget monument i Danske Soldaters Mindelund ved Rindsholm Kro uden for Viborg.

Monumentet er spidsen af en mineplov, der er blevet sprængt i luften i Afghanistan. Det har altså siddet på et af de køretøjer, der er med til at rydde vejen for de udsendte danske soldater.

- Ploven har i virkeligheden clearet et spor for de efterfølgende styrker, så de undgik at gå på en vejsidebombe. Hver gang den har fået en bule, har den været med til at redde menneskeliv, siger chefen for Ingeniørregimentet, oberst Christian Arildsen.

Og obersten lægger ikke skjul på, at det betyder meget for regimentet at have sit eget mindesmærke for de sårede og dræbte soldater i international tjeneste.

- Hvis vi gerne vil mindes de faldne og de sårede ved vores regiment, kan vi komme herud og lægge en krans og tage et øjeblik, hvor vi tænker os lidt om og viser respekt for de faldne, siger han.

Det er kro-parret i Rindsholm, Hanne og Frode Hansen, der selv har taget initiativ til Danske Soldaters Mindelund. Den første officielle mindesten blev afsløret i juni 2004.

Eksternt link: Læs mere om Danske Soldaters Mindelund. 

 
 
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST