Aflivning af fjerkræ med fugleinfluenza sat i gang: Farme i nærheden skal måske også aflive dyr

Søndag begyndte aflivningen af 9.000 fugle i Løvel på grund af fugleinfluenza. Men selvom de snart er væk, kan andre farme i nærheden måske også se frem til aflivninger.

På farmen i Løvel har dyrene gået under åben himmel, og det er formentlig derfor, at dyrene er blevet smittet med fugleinfluenza. Smitten går nemlig gennem vilde fugle, oplyser Karsten Aagaard fra Fødevarestyrelsen.
På farmen i Løvel har dyrene gået under åben himmel, og det er formentlig derfor, at dyrene er blevet smittet med fugleinfluenza. Smitten går nemlig gennem vilde fugle, oplyser Karsten Aagaard fra Fødevarestyrelsen.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Fødevarestyrelsen gik søndag i gang med den store aflivning af 9.000 fugle fra en farm i Løvel. Nytårsdag blev der nemlig fundet en alvorlig variant af fugleinfluenza i gårdens vildtbesætning.

- Desværre, så er det her en højpatogen og en alvorlig sygdom i fjerkræbesætninger, og der har vi kun en vej, og det er at slå besætningen ned, siger Karsten Aagaard, der er sektionsleder for VeterinærNord i Fødevarestyrelsen.

Højpatogen betyder, at symptomerne blandt fuglene er særligt synlige, og dødeligheden er næsten 100 %.

Men selvom de syge fugle snart er væk, så kan der stadig være smitte i området. Derfor overvåger Fødevarestyrelsen andre fjerkræproducenter indenfor en radius af ti kilometer fra farmen i Løvel.

- Vi følger udviklingen i besætningerne, der ligger inden for området, i den næste månedstid for at se, om der skulle udvikle sig noget, fortæller sektionslederen.

Lørdag ankom Beredskabsstyrelsen til Løvel og gjorde klar til søndagens aflivninger. Det er Beredskabsstyrelsen, der er tilkaldt af Fødevarestyrelsen, for at udføre aflivningerne.
Lørdag ankom Beredskabsstyrelsen til Løvel og gjorde klar til søndagens aflivninger. Det er Beredskabsstyrelsen, der er tilkaldt af Fødevarestyrelsen, for at udføre aflivningerne.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Nærliggende farm må formentlig også aflive

Fødevarestyrelsen overvågning betyder blandt andet, at fjerkræavlere indenfor overvågningszonen ikke må flytte eller få leveret fjerkræ og æg. Det skal Fødevarestyrelsen give en tilladelse til, og sådan vil det være den næste måneds tid.

En af de avlere, der bor inden for radiussen af ti kilometer fra gården i Løvel, er Anders Thordahl Nøhr. Han ejer en gård ved Klejtrup med 41.000 høns, men TV MIDTVESTS reporter får ikke lov til at komme ind på farmen. I stedet foregår interviewet for enden af gårdens lange indkørsel.

- Vi ligger lige i kanten af zonen. Hvis min farm var 400 meter længere mod højre, så var vi ikke i zonen. Vi er selvfølgelig trætte af, at der er en kollega herude, der har fået fugleinfluenza, siger Anders Thordahl Nøhr, der overtog farmen fra hans far i 2013.

For at gøre ondt være havde avleren fra Klejtrup en stor ordre på 21.000 høns, der skulle være sendt afsted den 26. januar.

- Vi plejer at eksportere vores dyr til Tyskland for at blive slagtet, og det kan vi nok ikke nu. Vi kan heller ikke bruge dem til minkfoder som alternativet, så de skal nok bare gasses og destrueres, fortæller Anders Thordahl Nøhr.

Ingen grund til bekymring

På farmen i Klejtrup er der blevet avlet høns siden 1990, og Anders Thordahl Nøhr frygter, at 2021 kan blive året, hvor det kan få en ende.

- Det er ubehageligt. Det kan jo lukke virksomheden i værste tilfælde. Vi har taget alle vores forholdsregler og håber på at kunne holde det væk, men man tænker på det, selvfølgelig gør man det, fortælleren avleren fra Klejtrup.

Ifølge Fødevarestyrelsen skal han dog ikke være bekymret for smitte fra Løvel.

- De skal sådan set ikke være bekymrede, fordi vi har ikke nogen dokumentation for, at det smitter fra besætning til besætning. Det er gennem de vilde fugle, smitten spreder sig, og det kan vi desværre ikke gøre noget ved, siger Karsten Aagaard.

Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at alle fjerkræproducenter holder deres dyr indenfor, så de ikke kan komme i kontakt med vilde fugle. Anders Thordahl Nøhrs fjerkræ opholder sig også indenfor i stalde.

Aflivningen forventes at være færdig på onsdag.

1:53
Ænder og fasaner til udsætning for jagt er smittet af trækfugle, der slår sig ned på fjerkræfarmen i Løvel ved Viborg.