Ærgerlig VFF-træner lugtede point

Resultatet i premierekampen i Superligaen ærgrer cheftræner Johnny Mølby, der mener, at Viborg matchede mestrene i store dele af opgøret.

190715vff.jpg

Oprykkerne fra Viborg FF kom fra land i årets Alka Superliga med et nederlag, da naboerne fra vest, FC Midtjylland, vandt med 2-0 på MCH Arena i Herning. To mål efter to dødbolde, og uskarphed i den anden ende afgjorde kampen, og det ærgrer cheftræneren.

- Jeg synes, det er et ærgerligt resultat. Vi lugtede point, og med lidt mere skarphed og held havde vi måske fået et. I første halvleg var Midtjylland bedst, og vi gav dem for meget spillerum. Men vi fik ændret nogle ting i pausen, og i anden halvleg kom vi fint ud og kontrollerede dele af kampen. Det var lige ved og næsten for os, men forskellen på 1. division og Superliga er bare, at de små fejl bliver straffet. Det havde vi snakket om inden kampen, og det skal vi lære af, siger Johnny Mølby.

På trods af nederlaget, så mener VFF's nye træner, Johnny Mølby, alligevel, at der er masser af positive ting at tage videre til næste runde.

- Rent fysisk så vi fornuftige ud allerede i den første kamp, og det glæder mig selvfølgelig, også at vi kan spille sådan i anden halvleg på udebane mod de danske mestre. Vi kom i gang og fik en fornemmelse af, at vi skal steppe op på nogle områder, siger Johnny Mølby.

Derby uden ballade

Viborg FF og Midtjyllands fans hader hinanden, og gennem tiden har der været masser af slagsmål og hærværk i den forbindelse. Men til det første møde mellem de to midtjyske klubber var der ingen ballade. Politiet har noteret 11 sager omkring romerlys og 12 sager omkring maskering hos Viborgs tilhængere, dvs. brug af hætter og masker. Men ingen blev anholdt.

Næste opgave for Viborg er en hjemmekamp mandag den 27. juli mod AGF, der lige som Viborg er rykket op i landets bedste fodboldrække.