800 års historie kommer frem i lyset ved Hald Sø

Fortællingen om de gamle voldsteder og borgruiner ved Hald Sø får nyt liv. Formidlingsprojektet De Fem Halder er klar til indvielse.

2:16
Steen Bonne Rasmussen (tv.) og Jesper Hjermind er to af hovedpersonerne bag den genskabte historie ved Hald Sø.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

De første tanker til det store projekt De Fem Halder blev tænkt tilbage i 2008. 

Nu 14 år senere er de gamle voldsteder og borgruiner ved Hald Sø klar til at fortælle deres historie om blandt andet krig og religion. 

Et omfattende arbejde med at skabe nyt liv til 800 års Danmarkshistorie i De Fem Halder er nået i mål.

- Det er fantastisk at være med, fra vi får de første tegninger fra arkitekten, og til at det er så langt, som det er nu. Det er en stor tilfredsstillelse, siger Jesper Hjermind, der er middelalderarkæolog ved Viborg Museum og en af hovedpersonerne bag den genskabte historie ved Hald Sø.

Det var biskoppen i Viborg, der i 1500-tallet byggede en borg ved Hald Sø. Med skydeskår, vindebro og hele molevitten.

- Det er helt unikt. Det er en af de sidste borge i Danmark, der blev bygget på den her måde. En kæmpe stor forsvarsborg, siger Jesper Hjermind.

Tårnet på ruinen er snart klar til at åbne igen.
Tårnet på ruinen er snart klar til at åbne igen.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Centrale historiske personligheder

Bispens Borg er en af De Fem Halder. 

Betegnelsen betyder, at der her ved Hald Sø har ligget fem forskellige borganlæg og herregårde, hvor forskellige. 

Det er et historisk sted med andre ord, hvor folk som ridderen Niels Bugge til godsejeren Kristoffer Krabbe holdt til.

- Det har været liv herude gennem mange hundrede år. Det er nogle spændende personligheder, der er herude. Det er centrale personer fra Danmarkshistorien, siger middelalderarkæolog Jesper Hjermind.

Den ældste borg stammer tilbage fra 1200-tallet. Og det er den lange historie, der nu kommer mere frem i lyset.

- Den bliver nemmere at få øje på og kan opleves direkte på stedet, siger Steen Bonne Rasmussen, der er projektleder hos Naturstyrelsen Kronjylland, som har været med til at udvikle projektet.

Næsten seks års arbejde med at forske og forbedre historien er nu afsluttet.

Fra på lørdag kan alle komme op i toppen af tårnet og fornemme fortællingen om De Fem Halder.