65-årig mand tiltalt for uagtsomt manddrab efter jagtulykke

Manden forklarede dengang, at han havde afgivet skud, fordi han troede, det var en anskudt kronhind.

1:29
En anden jæger troede, at han skød mod et anskudt rådyr, da han på 100 meters afstand ramte den 57-årige.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En 65-årig mand er nu til tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, efter han i januar skød sin 57-årige jagtmakker, som efterfølgende mistede livet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ulykken skete i et skovområde ved Sangildvej mellem Karup og Thorning, da de to mænd fra henholdsvis Silkeborg og Viborg var på jagt sammen.

Ifølge anklageskriftet affyrede den 65-årige silkeborgenser sin jagtriffel uden at have sikret sig, at der ikke var personer i skudretningen. Dengang lød forklaringen fra den 65-årige ifølge politiet, at han havde afgivet skud, fordi han troede, han så en anskudt kronhind.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken om morgenen søndag den 9. januar 2022, og 50 minutter senere blev den 57-årige erklæret død. Han var blevet ramt i benet af skuddet, oplyste politiets indsatsleder på ulykkesdagen.

Det er endnu ikke planlagt, hvornår sagen skal for retten, men den vil blive behandlet som en domsmandssag ved Retten i Viborg.