59-årig sigtet for blufærdighedskrænkelse - onanerede foran små piger

En 59-årig mand fra Viborg bliver sigtet for blufærdighedskrænkelse, efter han onanerede foran tre piger i en søpark i Viborg.

Den 59-årige er en mand fra Viborg.
Den 59-årige er en mand fra Viborg.
Foto: Allan Ødegaard

Tre piger mellem 10 og 12 år var onsdag eftermiddag lidt klokken 16.00 godt i gang med at lege og lave små videoer ved Sønæs i Viborg.

Imens lagde de mærke til, at der på en bænk i nærheden sad en mand.

- Han nulrede sig i skridtet og pludselig kom manden hen til dem. Han tog sit lem frem og begyndte at onanere foran dem, fortæller Jesper Brøndum, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg.

Pigerne tog kontakt til den enes mor, som også var på stedet, og hun fik ringet til politiet.

Manden, en 59-årig mand fra Viborg, gik igen og satte sig på en bænk få hundrede meter derfra. 

Politiet var hurtigt på stedet og fik fat i manden, som var på vej væk på sin cykel. 

- Han bliver sigtet for blufærdighedskrænkelse, men han vil ikke erkende, at han gjorde det, siger politikommissæren.

Blufærdighedskrænkelse straffes som udgangspunkt med bøde eller fængsel i op til 2 år.

Det er imidlertid en skærpende omstændighed, at pigerne var under 15 år. Det betyder, at straffen kan stige til op til fire års fængsel.