500 millioner liter vand skaber panderynker hos gasfirma

De har dybe panderynker hos EnerginetDK i dag, det er nemlig slået fast, at de selv skal sørge for at slippe af med 500 millioner liter vand.

Gaslager
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

1,5 kilometer under Lille Torup ved Viborg, ligger 500 millioner liter vand i et gaslager. Det er helt normalt, og førhen har man efter at have renset gaslageret med vand skyllet det ud i fjorden igen. Men den tid er nu forbi.

I går blev det nemlig afgjort i Natur og Miljøklagenævnet, at EnerginetDK, som ejer gaslageret, ikke længere må skylle vandet ud i fjorden, til stor glæde hos foreningerne bag klagerne.

Imens skaber det dybe panderynker hos EnerginetDK, for hvad skal man lige gøre med 500 millioner liter vand?

- Det er uventet og ærgerligt. Men nu må vi se hvad vi så kan gøre. En af mulighederne der ligger i det spektrum er at køre vandet væk med tankbiler, men det må vi se på, fortæller Aksel Gruelund Sørensen, der er projektchef hos EnerginetDK. 

Skal vandet køres væk med tankbiler, skal der 30-35.000 ture til, før alt vandet er tømt. Men vandet skal altså op igen.

- På den ene eller anden måde så ønsker vi at vandet kommer op igen, for det er en 7. del af vores kapacitet der er fyldt, og den har vi brug for, siger Aksel Gruelund Sørensen. 

Hulrummet, som er fyldt med vand, er så stort, at Eiffeltårnet ville kunne stå dernede.

2:26
Se aftenens indslag om problemstillingen