48-årig mand omkommer i ATV-ulykke

Den 48-årige mand væltede, da han mistede herredømmet over køretøjet på en grusvej. Han døde på stedet.

Ulykken skete på Bakkelyvej. Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Læs også Billederne strømmer ind: Se hvordan vandet påvirker midt- og vestjyderne

En 48-årig mand har søndag aften mistet livet i en soloulykke i Sparkær nær Viborg.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum.

Ulykken skete klokken 21.11, da manden forulykkede på en ATV på en grusvej.

- Han kommer kørende på en ATV på Bakkelyvej mod nord. Af ukendte årsager mister han herredømmet over køretøjet og vælter, siger vagtchefen.

- Han pådrager sig alvorlige hovedtraumer og bliver erklæret død på stedet.

En ATV (all-terrain vehicle) er en robust tre- eller firehjulet type af motorcykel, som føreren sidder ovenpå.

Manden var alene, og det var derfor en beboer på Bakkelyvej, som slog alarm, da vedkommende så manden vælte.

Den 48-årige var fra lokalområdet, og hans pårørende er underrettet.

- Der er ikke flere oplysninger i sagen, siger vagtchef Jan Nørrum.