4.000 varmekunder kræver trecifret millionerstatning

En fejlslagen boring efter varmt vand i undergrunden er blevet en rigtig dyr fornøjelse for fjernvarmekunder i Viborg - og nu vil de have deres penge tilbage.

Mere end 4.000 viborgensere har nu meldt sig ind i kampen om at få erstatning for de 165 millioner, som de i de seneste år har betalt for at dække udgifterne til den skandaleramte fjernvarmeboring ved Kvols.

I 2009 fik Viborg Fjernvarme beføjelser til at bruge op til 13 millioner kroner på at undersøge, om man kunne hente varmt vand op fra undergrunden, som ultimativt skulle sikre billigere fjernvarme i Viborg. 

quoteDer skal være retfærdighed for forbrugeren, så vi kaster ikke handsken i ringen, vi bliver ved til den bitre ende.

Ole Jespersen, formand, erstatningsforeningen, fjernvarmesagen

Men projektet løb løbsk, og inden det i 2012 blev lukket ned af kommunen, var regningen løbet op på 165 millioner kroner - en regning, som fjernvarmeforbrugerne i Viborg siden har betalt af. 

Ole Jespersen er formand i den erstatningsforening, som arbejder på at få placeret er ansvar for den store regning. Han håber, at de forenede fjernvarmekunder kan vinde deres penge tilbage.

- Vi føler, at det er overgået fjernvarmeforbrugerne en meget stor uretfærdighed, ved at de 165 millioner kroner, som projektet har kostet, skal betales af fjernvarmeforbrugerne, siger Ole Jespersen.

Derfor lægger de nu an til et gruppesøgsmål mod den daværende direktion og bestyrelse for Viborg Fjernvarme. Og det er altså dét, mere end 4.000 forbrugere nu bakker op om.

- Vi i bestyrelsen har brugt oceaner af tid på det, så vi er jo glade for, at det begynder at udmunde sig i noget konkret, siger Ole Jespersen.

- Og at vi har en fantastisk opbakning fra Viborgs fjernvarmeforbrugere, det er vi da utroligt glade for, fortsætter han. 

Fortsætter til den bitre ende

Det er kun de personer, som tilslutter sig gruppesøgsmålet, der vil få penge tilbage, hvis sagen falder ud til forbrugernes fordel. Hvis man vil være med i søgsmålet, koster det 300 kroner - og man skal melde sig inden den 21. september.

Hver husstand vil kunne få i omegnen af 7.000-10.000 kroner tilbage, hvis retten finder, at fjernvarmeselskabet er forpligtet til at betale forbrugerne tilbage.

- Da vi startede erstatningsforeningen, sagde vi, at det svarer til at købe en lotto-kupon for 300 kroner, og så må vi se, hvad der kommer ud af det, siger Ole Jespersen.

Selvom sagen allerede har stået på i mange år, er formanden for erstatningsforeningen forberedt på, at det kan komme til at trække endnu mere ud.

Ole Jespersen har nemlig en formodning om, at sagen godt kunne ende i højesteret, fordi den er principiel. 

- Jeg plejer at sige, at jeg håber på at leve så længe, at jeg når at se en afslutning på sagen, siger Ole Jespersen.

- Der skal findes en løsning på det her, og der skal være retfærdighed for forbrugeren, så vi kaster ikke handsken i ringen, vi bliver ved til den bitre ende, fortsætter han.

 

Den 20. juni 2012 valgte borgmester Søren Pape og et stort flertal byrådet i Viborg at skride ind overfor boreprojektet i Kvols. Se et indslag fra dagen her: Byrådet i Viborg sagde i dag definitivt stop for det skandaleramte geotermi-projekt i Kvols.