28-årig husker intet om drab og partering af viborgenser

Drabstiltalt havde drukket alkohol og taget stesolid, inden han mødte kvinde, han anklages for at have dræbt.

En 28årig mand forklarer i retten, at han ikke kan huse, hvordan han dræbte og parterede en 40årig kvinde i Hadsund sidste år.
En 28årig mand forklarer i retten, at han ikke kan huse, hvordan han dræbte og parterede en 40årig kvinde i Hadsund sidste år.
Foto: Privat

En 28-årig mand, der er tiltalt for drab og partering af en 40-årig kvinde i Hadsund, husker intet om hændelsen natten til 11. november 2018. Det fremgår, da sagen mod ham tirsdag er blevet indledt ved Retten i Aalborg.

- Vi fik nogle øl, måske også noget whisky. Jeg havde også taget nogle stesolider, siger den tiltalte.

Han er iført sort T-shirt og har sit lange mørke hår bundet op i en hestehale. Han svarer roligt på anklager Mette Bendix' spørgsmål.

Den tiltalte fortæller, at han sad og drak sammen med en kammerat. Derefter tog de på bytur i Hadsund. Her mødte de blandt andre integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg, der også bor i Hadsund.

- Jeg hilser på hende. Det er sjovt, at vi lige møder hende, siger han.

Inger Støjberg har selv forklaret på Facebook, at hun mødte den formodede drabsmand. Hun har afgivet forklaring til politiet i sagen.

Kort tid efter mødet med ministeren møder den tiltalte den 40-årige kvinde, han anklages for at have dræbt. Men han kan ikke huske, hvordan hun så ud, og om han fandt hende attraktiv.

- Jeg kan ikke huske det. Jeg kan ikke huske det, siger han flere gange.

Det eneste, han husker efter at have forladt værtshuset, er, at han bliver anholdt af politiet. Liget blev fundet i den tiltaltes garage samme nat. Det var lagt i en sæk med en ledning omkring.

En obduktion viste, at kvinden var forblødt, efter hun var blevet påført ti skarprandede læsioner i ansigt og hals. På værkstedet fandt politiet flere knive og save, der var tilsmurt i blod.

1:39
TVMIDTVEST har tidligere bragt dette indslag om sagen. En kvinde fra Viborg blev natten til søndag fundet dræbt i Hadsund. Forinden havde hun tilfældigt mødt den sigtede på et værtshus.

Havde tegninger af halshugget person i hjemmet

I boligen fandt man nogle tegninger af en halshugget person og nogle tegninger med seksuelt motiv. Der blev også fundet en bog skrevet af den drabsdømte Peter Lundin.

Det var ifølge den tiltalte en gave fra hans daværende kæreste, der er mor til to børn, de har sammen.

På hans telefon har politiet fundet et foto af den tiltalte med den ene halvdel af hovedet farvet. På samme måde som Peter Lundin har ladet sig afbilde.

Men det skyldtes ikke, at han så op til Peter Lundin, understreger han.

- Det var for at få kammeraterne til at stoppe med at sige, at jeg ligner ham, forklarer manden.

Han nægter sig skyldig i anklagen om drab og usømmelig omgang med liget. Men ifølge hans forsvarsadvokat Mogens Kjær erkender han de faktiske omstændigheder.

Det skete i en patologisk rus, der kan sidestilles med en forbigående sindssygdom, hævdes det. Den tiltalte er fundet egnet til almindelig fængselsstraf. Der er afsat tre dage til behandling af sagen.

   

/ritzau/