250 brød solgt på 37 minutter: Viborgs nye surdej går som varmt brød

De seneste år er flere og flere begyndt at eksperimentere med at lave surdej derhjemme. Den interesse har to kokke i Viborg valgt at skabe en forretning på – med stor succes.

1:58
To kokke er ved siden af fuldtidsjobs blevet iværksættere. De vil udbrede kendskabet til surdejsbrød. Peter Jespersen arbejder stadig fuldtid ved siden af sin surdejs-forretning.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det er på en eller anden måde lidt utroligt, at vand og mel, der har stået lidt for længe, kan blive til noget stort. Men det er ikke desto mindre, hvad det er. Surdej er fundamentet i forretningen Simpel Surdej, der ligger i hjertet af domkirkebyen, Viborg.

- Lige nu er vi populære, ja. Det må man sige, siger Peter Jespersen, der er kok, surdejsnørd og medindehaver af Simpel Surdej i Viborg.

Simpel Surdej er et sted, hvor folk kan komme og nørde den form for brød, som man kan lave af surdej. 

På grund af corona har det dog ikke været muligt at afholde arrangementer, og derfor er folkene bag Simpel Surdej begyndt at sælge surdejsbrød. Det er noget, der i den grad har givet dem sved på panden - på den gode måde.

- Det går ret godt. Efterspørgslen viser sig at være ret stor, siger Peter Jespersen.

Surdejsnørderne annoncerer på Facebook og Instagram, når der er brød til salg. Fra dørene er åbne til kunderne kommer, går der sådan cirka ingen tid. Forleden dag tog det da dem også kun 37 minutter at sælge 250 brød.

Sådan ser et af de brød ud, som bliver lavet på surdej.
Sådan ser et af de brød ud, som bliver lavet på surdej.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

- Vi får henvendelser fra folk, som kommer langvejs fra, der spørger, om vi kan lægge brød til side, siger Peter Jespersen, som dog ikke indtil videre har valgt at lægge brød til side, men har kørt efter først til mølle-princippet.

I dag var det femte dag, at Simpel Surdej solgte ud af rugbrød og franskbrød lavet på deres egen surdej. Og også i dag gik surdejen som varmt brød.

- Jeg vælger at håbe på, at det er noget, der fortsætter, og ikke bare er en dille, siger Peter Jespersen.