24 haver er forvandlet til små gallerier med alverdens kunst

29 kunstnere udstiller i de her dage deres kunst i 24 private haver.

Kurt John Jensen er på besøg i Hjarbæk, hvor han arbejder med sin kunst hver dag. Foto: Frederikke Danmark, TV MIDTVEST.

Det kan være lidt af et kunststykke at skabe den helt perfekte have.

Læs også Kæmpe kunst i Silkeborg: Kirkebys gigantiske scenetæpper udstilles i gymnastiksal

For en have behøver ikke bare at være en græsplæne med træer, blomster og hæk.

I Hjarbæk er en havevandring blevet til en kunstoplevelse lidt ud over det sædvanlige.

For syvende gang har den lokale kunstforening fået 29 kunstnere til at fylde byens haver med kunst. Én af dem, der gør haverne i Hjarbæk mere kunstneriske, er bronzestøber Kurt John Jensen fra Glyngøre.

Der er mange forskellige typer af værker udstillet i haverne.  Foto: Frederikke Danmark, TV MIDTVEST.

Han har valgt at bruge hele sin sommerferie i Hjarbæk, hvor han hver dag sidder og laver kunst i den have, han har fået tildelt.

- Jeg har det så godt, jeg nyder hver eneste dag, fortæller Kurt John Jensen.

I sin tid i Hjarbæk har han blandt andet kastet sig over at lave Hjarbæks sjægtelaugs oldermand i Bronze.

Kunsten skal ud til folk

Idéen med kunsthaverne er at give folk en anderledes kunstoplevelse.  

Det fortæller Arne Jensen, der er medlem af kunstudvalget i Hjarbæk.

- Vi vil gerne bringe kunsten ud, hvor folk færdes, i stedet for at have kunsten inde i sjove haller og andre mærkelige steder, siger han.

I alt har 24 haver i byen fået kunstværker inden for stakittet.  Foto: Frederikke Danmark, TV MIDTVEST.

Én af de 24 haver, som de 29 kunstnere har fyldt med kunst, tilhører Inge Schou. Hun er meget glad for idéen med kunsthaverne.

- Min have er blevet meget smuk, og vi får en masse gæster. Det er lidt ligesom at holde stor fest. Der er lige nogle ting, vi bliver nødt til at gøre færdigt i hjørnerne, inden folk strømmer ind, fortæller hun.

Den anderledes kunstoplevelse vækker også begejstring hos de mange besøgende.

Der er blandt andet mange skulpturer i kunsthaverne, og flere af kunstnerne bruger den alternative baggrund til kunsten aktivt. Foto: Frederikke Danmark, TV MIDTVEST.

- Man får kunsten præsenteret på en anden måde, end hvis man besøger et galleri. Der går man og kigger på kunst på hvide vægge. Her har man en masse grønne farver og natur omkring, siger Erik Grodt, der er på besøg i Hjarbæk fra Viborg.

Der er åbent i kunsthaverne til og med søndag.

Du kan læse mere om kunsthaverne og de udstillende kunstnere på Alverdens Kunst i Hjarbæks facebookside.