2000 mælk fik printet fejldato: Var det drillenissen, der var på spil?
Mellem 1. og 2. december blev der printet forkerte udløbsdatoer på 2000 mælk fra Arla. Det slap ikke Majken Dahl Andersens næse forbi.
Var det drillenissen, der var på spil, da Arlas mejeri i Slagelse oplevede et nedbrud i deres maskine, der lasertrykker datomærkningen på kartonerne?
Det skete nemlig natten til 2. december.
Nedbruddet varede 12 minutter. Derfor skulle datoerne tastes manuelt på kartonerne. I de sene nattetimer fik medarbejderen kun ændret dato, men ikke måned og år.
Derfor fik 2000 mælk en forkert udløbsdato, der lyder på d. 13 oktober 2021.
Det opfangede en vaks viborggenser, der fredag morgen var forbi Circle K i Viborg. Her skulle hun købe en letmælk til kollegaerne, da hun pludselig opdager en forkert dato på flere minimælk.
- Jeg synes, det var sjovt. Det er jo helt tydeligt at se, at det er en trykfejl, siger Majken Dahl Andersen.
Hun tog efterfølgende kontakt til en medarbejder, som også synes, at det var pudsigt.
Medarbejderen tog kontakt til Arla og fik fortalt om episoden.
Det er en af de sjældne
Sådan lyder det fra Arla, der fortæller, at de var hurtige til at tilbagekalde størstedelen af de mælk med fejldatoer.
Der var dog et par stykker, der sneg sig på hylderne.
Arla forsikrer om, at kvaliteten på mælken ikke fejler noget. Så lægger du inde med en af de 2000, og er lidt nervøs for datoen, så er det muligt at bytte den i forretningen, hvor du købte den.
- Hos Arla er fødevaresikkerhed en absolut topprioritet. Selvom det kun er ganske få mælk, vi ikke nåede at få stoppet, og der ikke er nogen sundhedsrisiko forbundet med mælken - som altså kan holde sig til 13. december 2024 - så beklager vi situationen og beder folk kontakte personalet i butikken, hvis de ser dem, siger Bjarke Munk Kamstrup, pressechef for Arla i et skriftligt svar.
Stor interesse på Facebook
Majken Dahl Andersen skrev et opslag i Facebook gruppen 'Humor i skilteskoven', som er en gruppe for muntre opslag.
Opslaget skabte hurtig debat og har på nuværende tidspunkt over 1000 kommentarer og 5000 reaktioner.
- Jeg havde set det som noget sjovt. Jeg havde ikke troet, at det blev en shitstorm, siger Majken Dahl Andersen, der er blevet beskyldt for at have manipuleret billedet, hvilket hun nægter at have gjort.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Circle K i Viborg, men har ikke kunne komme i kontakt med dem.