17-årige Oliver blev student uden mor og far: - Mine venner er blevet min anden familie

Den nyudklækkede student går efter at blive en af de yngste med en kandidatgrad i Danmark.

2:26
Oliver Thinakrit Højbjerg er kun 17 år, men han har allerede studenterhuen på hovedet.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Det er som regel en mor eller far med et stort smil på læben, der sætter studenterhuen på hovedet af en nyudklækket student.

Men sådan var det ikke for Oliver Thinakrit Højbjerg, der som den allerførste fra Viborg Katedralskole kunne tage studenterhuen i brug allerede på Kristi himmelfartsdag.

Hans forældre bor nemlig i Malaysia, og på grund af coronarestriktionerne kunne de ikke komme til Danmark og fejre sønnens færdiggørelse af tre års hårdt slid. Glæden var alligevel stor, da vennerne fra kollegiet i Viborg tog imod studenten.

- Det er fedt at tænke på, at jeg ikke skal sidde med hovedet i en bog længere, som jeg ellers har gjort de sidste mange uger. Jeg er lettet, fortæller studenten.

Oliver Thinakrit Højbjerg er halvt thailænder og halvt dansker. Han boede de første seks år af sit liv i Frankrig, hvorefter familien flyttede til Malaysia. Som teenager længtes han dog for at komme til Danmark, og så endte han i Viborg.

I over et år har studenten ikke set sin familie, men han er glad for, at han har en anden familie i Viborg, der kan sætte huen på hovedet.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg har en masse gode venner omkring mig. Mine venner, som jeg bor på kollegie med, er blevet min anden familie, fortæller Oliver Thinakrit Højbjerg.

Den sidste eksamen for den kun 17-årige student var skriftlig spansk. Han er international student, og de får først de skriftlige karakterer 6. juli.

Vil være en af de yngste med en kandidatgrad

Oliver Thinakrit Højbjerg ser spændt frem mod resultatet af karaktererne. Han har nemlig planer om at starte på universitetet allerede efter sommer. 

- Forhåbentlig har jeg arbejdet hårdt nok til at komme de steder hen, jeg gerne vil. Det tror jeg, at jeg har, for jeg har hvert fald knoklet meget hårdt, siger studenten.

Hvis gennemsnittet bliver som ønsket, har Oliver Thinakrit Højbjerg planen klar. Målet er nemlig at blive en af de yngste i Danmark med en kandidatgrad.

- Hvis jeg går direkte på universitet, kan jeg være færdiguddannet kandidat som 22-årig. Det er jo der de fleste begynder eller er i gang med deres bachelor, så det, tænkte jeg, kunne være skidefedt, fortæller han.

De internationale IB-studerende følger den internationale studiekalender, og derfor tages der ikke højde for danske helligdage. Derfor udklækkede de allerførste studenter på Kristi himmelfartsdag.