16-årig fængslet for busrøveri

En 16-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved byretten i Viborg, sigtet for blandt andet et røveri mod en bus i Ans.

retten_i_viborg8.jpg

En 16-årig mand fra Viborg blev i dag varetægtsfængslet i fire uger, så politiet kan fortsætte efterforskningen af de røverier, den 16-årige er blevet sigtet for.

Sigtelserne går blandt andet på et røveri i Ans i januar, hvor den 16-årige skulle have været med til at true en buschauffør med en pistol til at udlevere godt 1000 kroner i omsætning.

Han er også sigtet for både røveri og overfald i Viborg og for et rambuktyveri mod Sparekassen Kronjylland i Stoholm.

Den 16-årige nægtede sig skyldig i røverisigtelserne, men blev alligevel varetægtsfængslet, så politiet kan fortsætte efterforskningen. Varetægtsfængslingen kommer ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til at foregå på en institution på grund af mandens unge alder.