10 unge i to biler kørte ræs i Viborgs gader: Blev stoppet af politiet ved domkirken

Onsdag aften kørte 10 unge mennesker ræs i Viborg i en Ford Ka og en BMW. Politiet fik dem stoppet efter halvanden time.

Den ene bil blev stoppet ved Viborg Domkirke. Ingen af bilerne på billedet her havde noget med episoden at gøre.
Den ene bil blev stoppet ved Viborg Domkirke. Ingen af bilerne på billedet her havde noget med episoden at gøre.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Både flere borgere og politiets patruljer var onsdag aften vidner til, at to biler kørte hasarderet rundt i Viborg.

- Vi fik den første anmeldelse klokken 19.35. Anmelderne fortalte, at en stor BMW kørte ræs på Stadion Allé, siger Jesper Brøndum, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg.

Han fortæller, at de sendte patruljer ud for at lede efter bilen. Men inden betjentene fik fundet frem til BMW‘en, kom der endnu en anmeldelse om bilræs.

- Et nyt vidne fortæller, at der nu er to biler, og at den anden er en Ford Ka. Vidnet siger, at bilerne kører ved siden af hinanden på Gl. Skivevej, så det ligner, at de kører dørtræk, siger Jesper Brøndum.

Ikke overblik over alle forseelserne endnu

Halvanden time efter den første anmeldelse lykkedes det politiet at få stoppet de to biler. Den ene ved domkirken i Viborg og den anden ved parkeringshuset på Banevejen.

- I begge biler var der fem unge mennesker, og alle 10 blev registreret af politiet. De er mellem 18 og 25 år. Nogle er fra Viborg, mens de andre var fra Aarhus-området, siger Jesper Brøndum.

Politiet skal nu i gang med at finde ud af, hvor mange færdselsforseelser førerne af de to biler kan sigtes for.