1. g'ere fra Viborg underviser til årets naturvidenskabsfestival

Der var byttet om på rollerne på Viborg Gymnasium i forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival. 1. g-eleverne på de naturvidenskabelige linjer underviste 200 elever fra sjette klasse.

Viborg Gymnasium & HF havde besøg af 200 elever fra sjette klasse.
Viborg Gymnasium & HF havde besøg af 200 elever fra sjette klasse.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Skolebøgerne var i dag skiftet ud med ørkenrotter og skumpølser på Viborg Gymnasium.

1. g'erne fra gymnasiets naturvidenskabelige linjer skulle i dag gøre 200 sjetteklasseselever fra hele Viborg klogere på alt fra vilde dyr til stjernehimlen.

- Det er meget sjovt at prøve og lege lærer og få dem til at gøre det, vi plejer at gøre i hverdagen, siger Simon Bæk Germann, EUX, Viborg.

Formlen på, hvordan man viser, at naturvidenskab er fedt, er simpel. 

- Det gør vi ved at vise alle de her forskellige eksperimenter. Nogle er små, hvor man skal koncentrere sig, og andre eksploderer. Nogen er med farver og noget med dyr, siger Astrid Leick Siegumfeldt, der er tovholder på Dansk Naturvidenskabsfestival.

Naturvidenskab er fedt

Festivalen skal skabe begejstring for naturvidenskabelige fag.

Derfor skal Viborgs sjetteklasseselever prøve kræfter med alle aspekter inden for naturvidenskab.

- Det er fedt i stedet for bare at sidde inde i klasselokalet, siger Daniel Venning Hindkjær, der går i sjette klasse i Viborg. 

Gymnasieeleverne var imponerede over de 200 unges gåpåmod.

- Vi har haft en masse forskellige mennesker, og de har bidraget med alt det, de kan. Altså nogle ved selvfølgelig lidt mere, end andre gør, siger Jakob Andersen Gejl, 1. g, Viborg.

- Jeg plejer normalt ikke at røre ved sådan nogle dyr og slanger. Det var sjovt at prøve, siger Daniel Venning Hindkjær, der går i sjette klasse.
- Jeg plejer normalt ikke at røre ved sådan nogle dyr og slanger. Det var sjovt at prøve, siger Daniel Venning Hindkjær, der går i sjette klasse.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Skoledagen på naturvidenskabsfestivallen i Viborg var en helt anden, end den man normalt oplever foran tavlen eller computeren i sjette klasse.

- Jeg plejer normalt ikke at røre ved sådan nogle dyr og slanger. Det var sjovt at prøve, siger Daniel Venning Hindkjær, der går i sjette klasse.

1:30
Se video: Der var byttet om på rollerne på Viborg Gymnasium fredag, hvor gymnasieeleverne underviste.

Fra 1. g til lærer

Dagen var også lidt anderledes fra en almindelig skoledag, fordi gymnasieeleverne pludselig skulle være undervisere. For 1. g'erne var rollerne altså byttet om, og det faldt i god jord.

Jakob Andersen Gejl synes så godt om opgaven, at det er noget han gerne vil arbejde med efter gymnasiet.

- Jeg har gået og tænkt lidt på at blive lærer i fremtiden. Det her er sådan en dag, hvor man kan udfolde de vinger og se, om det er noget for en, siger Jakob Andersen Gejl, 1. g, Viborg.

Han var ikke den eneste, som gjorde det godt i rollen som lærer.

- Nogle, der måske er lidt stille og forsigtige i undervisningen, fungerer faktisk rigtig godt i den her rolle, og det er jo virkelig dejligt at se, siger Astrid Leick Siegumfeldt.

Dansk Naturvidenskabsfestival foregår i hele landet i uge 39.