Tre uger efter uheld: Der er stadig ingen færge mellem Hvalpsund og Sundsøre

Alle afgange mellem Hvalpsund og Sundsøre er aflyst på tredje uge, efter at to færger stadig er under reparation.

Det er en helt, helt usædvanlig situation for overfartslederen på Hvalpsund-Sundsøre Færgefart, Flemming Thomasen.

I tre uger har ingen haft muligheden for at tage færgen over Limfjorden, fordi deres faste færge Mary blev ødelagt, efter en lastbil trillede ud over kanten.

Derefter blev en erstatningsfærge sat ind, men efter to motorstop gik den på grund. Begge færger er nu til reparation.

Og det er en yderst usædvanlig situation, mener overfartslederen.

- Det er træls. Det er så uheldigt, at det er to færge på én gang, det har vi godt nok aldrig oplevet før, siger han.

Flemming Thomasen håber og tror dog på, at en af de to færger sejler igen i starten eller midten af næste uge. 

Manglende reservedele

Den lange periode uden færgeafgange skyldes, at det har været vanskeligt at få reservedelene til færgerne hjem.

- Reservedelene kommer fra Sverige, og det kan være en længerevarende proces, fordi de skal ud at låne delene fra forskellige steder, oplyser overfartslederen.

Reservedelene til færgen Mary er dog kommet, og derfor er de lige nu i gang med at montere dem, men det tager tid at reparere den – også længere tid end de havde forventet, forklarer Flemming Thomasen.

Den 26. oktober trillede en lastbil af færgen Mary. Derfor blev en erstatningsfærge sat ind, men efter kort tid fik den motorstop og sejler derfor heller ikke længere. Her hejses lastbilen op af fjorden.
Den 26. oktober trillede en lastbil af færgen Mary. Derfor blev en erstatningsfærge sat ind, men efter kort tid fik den motorstop og sejler derfor heller ikke længere. Her hejses lastbilen op af fjorden.
Foto: Benny Nielsen, privatfoto

Desuden fortæller Flemming Thomasen, at reservedelene til erstatningsfærgen skal komme torsdag. Men om det bliver deres egen færge Mary eller erstatningsfærgen Sleipner, der først brager til søs, ved overfartslederen ikke endnu.

Alle de rejsende, som plejer at benytte sig af færgeafgangene, kan følge med på færgens Facebookside eller den officielle hjemmeside, hvor der løbende bliver opdateret om situationen.

Deres faste kunder får desuden en besked om, hvornår det igen er muligt at benytte sig af ruterne.