Nyt valgfag: Cheerleading

Vesterbølle Efterskole tilbyder fra i år cheerleading som valgfag.

Cheerleading
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Vesterbølle Efterskole forsøger sig nu med en ny idé - fra det her skoleår er det vaglfaget cheerleading, der skal lokke nye elever til.

- Det fede er jo sammenholdet. Det er sjovt, og der er mange gode elementer i det, siger Ninette Jensen, der netop er blevet hyret til at stå for det nye valgfag.

- Efterskolen kunne helt vildt godt tænke sig at have noget, der henvendte sig til piger. De fleste valgfag, de har, er primært til drenge, så de kunne godt tænke sig noget, der lokkede pigerne til at gå her, siger Ninette Jensen.

Fra og med i år skal hun undervise skolens piger - og de drenge, som tør - i heppesporten.
 

Ane Nørgaard overvejer at vælge cheerleading som valgfag.
Ane Nørgaard overvejer at vælge cheerleading som valgfag.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

- Det er da meget sjovt. Jeg har ikke prøvet det før, men det kunne da være meget sjovt. Jeg kunne godt overveje at vælge det (som valgfag. red.). Det er lidt noget nyt, men det skal man jo også prøve, siger Ane Nørgaard, der er elev på Efterskolen.   

Efterskoler finder nye nicher

Hvis man vil sende sit barn på efterskole, så er der 245 skoler at vælge imellem. Med tiden er der kommet flere og meget forskellige tilbud på efterskolernes hylder. Forstander på Vesterbølle Efterskole kan ikke se de store begrænsninger i, hvad efterskolerne kan kaste sig over og udbyde som valgfag.
 

Skolen har haft et hold cheerleaders på besøg, så Ane Nørgaard og de andre elever kan få en fornemmelse af sporten, før de skal vælge valgfag.
Skolen har haft et hold cheerleaders på besøg, så Ane Nørgaard og de andre elever kan få en fornemmelse af sporten, før de skal vælge valgfag.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

- Jeg vil sige, at indenfor almen dannelse, der kan alt jo nærmest komme i spil. På den måde er der jo ikke nogen grænser. Det handler om at finde noget, som på en eller anden måde også giver mening ind i det vi vil med eleverne, siger, Martin Diget Aamann, Forstander, Vesterbølle Efterskole

Er det bare for at prøve noget nyt?

Vi kigger jo altid på vores valgfag, og hvad vi gerne vil tilbyde. Vi har en gymnastikserie, vi laver hvert år, hvor vi har forskellige fag. Vi har også parkour og klassisk, rytmisk gymnastik, og da vi kom til at snakke om cheerleading, blev vi enige om ,at det kunne passe supergodt ind i sådan en gymnastikserie også. Vi tænker også, at det er sjovt og bringer glæde, så det passer bare rigtig godt ind i vores program, siger Martin Diget Aamann.

Hvad bliver det næste?

- Vi har ikke lige noget mere i støbeskeen lige nu, siger en grinende Martin Diget Aamann.

Udover Vesterbølle Efterskole er det kun Ranum Efterskole College der også tilbyder cheerleading.