Nyt asylcenter i Simested

Mandag aften er der beboermøde om et nyt asylcenter i Simested ved Aalestrup. Borgerne er bekymrede.

SimestedSkole1.jpg

Mandag aften holder Vesthimmerlands Kommune og Beboerforeningen for Simested og Omegn i fællesskab borgermøde om oprettelsen af et midlertidigt asylcenter på Simested Skole.

På mødet vil centerchef Torben Gregersen fra Asylcenter Vesthimmerland orientere byens borgere, som er bekymrede over, at der nu skal været et Asylcenter i byen.

- Jeg har ikke noget imod at skolen skal bruges til noget. Bare ikke til det her. De kan ikke sproget og kender ikke vores kultur. Og det er alt for mange, der kommer til sådan en lille by som vores, siger Lotte Møller Nielsen, beboer i Simested, til TV MIDTVEST.

Baggrunden for informationsmødet er en henvendelse fra Udlændingestyrelsen, som har bedt Vesthimmerlands Kommune om at lave en nødindkvartering for asylsøgere. Udlændingestyrelsen står nemlig med en aktuel sommerudfordring på grund af et stort indrejsetal fra Syrien.

Tanken er, at Simested Skole skal give plads til 95-100 asylansøgere, som vil være fra Syrien, og centret vil blive døgnbemandet.