Nu kommer de selvkørende biler!

Der er bred opbakning i Folketinget til kontrollerede forsøg med selvkørende biler og busser. Forsøget starter 1. juli.

1:40
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen (K), glæder sig over Folketingets beslutning om grønt lys til kontrollerede forsøg med førerløse biler
Foto: Jakob Nielsen

Et bredt politisk flertal i Folketinget stemte tirsdag middag stemt for transportminister Ole Birk Olesens (LA) lovforslag, der åbner for en forsøgsordning med selvkørende biler.

I forsøgsordningen bliver særligt kontrollerede forsøg med selvkørende biler tilladt på de danske veje. En ordning, som blandt andet Vesthimmerlands Kommune har arbejdet for at få lov til at prøve af.

- Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med, for vi ser en stor mulighed i at kunne anvende de her førerløse biler og busser, forklarer borgmester Knud Kristensen (K), til TV MIDTVEST, og fortsætter.

- Det giver jo de muligheder, at vi har 55 fuldtidschauffører om året, at de kan få omkonverteret deres tid til effektiv arbejdstid. At man har mulighed for at arbejde. Det giver en mere afslappet hverdag, en mindre stresset hverdag for dem, der kører fra a til b, mener borgmesteren, som lover, at ordningen ikke betyder en fyreseddel til de 55 chauffører.

Før kommunen kan deltage i forsøget skal den have fundet pengene, til ordningen.

Vil øge væksten

 Ifølge transportminister Ole Birk Olesen kan den selvkørende teknologi give os et helt nyt syn på, hvad en bil er og kan bruges til.

- Den gradvise automatisering af bilerne kan på længere sigt øge samfundets mobilitet, vækst og produktivitet, samtidig med at det kan blive mere sikkert at færdes i trafikken for fodgængere, cyklister, passagerer og andre trafikanter, siger Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Lovforslaget åbner for kontrollerede forsøg med selvkørende biler, hvor forsøgene er afgrænset med hensyn til testperiode og omfanget af vejstrækninger.

Desuden ses alle ansøgninger om at gennemføre forsøg på de danske veje grundigt efter i sømmene af en uvildig ekspert, vejmyndigheder, Færdselsstyrelsen og politiet, før ministeren giver tilladelse til, at selvkørende biler kommer ud på vejnettet.

Desuden inddrages Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg i beslutningen ved hvert enkelt forsøg.

- Disse betingelser skal sikre, at forsøg med selvkørende biler på de danske veje sker under kontrollerede forhold, siger transportminister Ole Birk Olesen.

- Det er nemlig altafgørende, at vi har fokus på trafiksikkerheden, og derfor skal alle forsøg levere dokumentation for, at der ikke kommer til at foregå noget, som kan bringe trafiksikkerheden i fare.

Forsøgsordningen træder i kraft den 1. juli 2017, hvor ansøgningsprocessen går i gang.