Nu får Aalestrup en ambulance

Region Nordjylland har besluttet at placere en ambulance i fem byer i dagtimerne.

270315NyAmbulance-Nordjylland.jpg

Hjælpen vil i fremtiden komme hurtigere frem til borgerne i Aalestrup i tilfælde af sygdom og ulykker.

Politikerne i Region Nordjylland har besluttet, at der fra den 1. april skal placeres en ambulance i Aalestrup i dagtimerne på alle hverdage.

Den nye ambulance kommer til byen som et led i en aftale mellem Falck og Region Nordjylland. Udover Aalestrup kommer der også en ambulance i dagtimerne i Farsø, Brovst, Arden og Hals.

- Det glæder mig, at der nu bliver placeret ambulanceberedskaber i en række byer, hvor der ikke tidligere var en ambulance. Jeg er overbevist om, at det vil styrke det akutte beredskab i områder, hvor vi tidligere har oplevet, at ambulancerne kunne have lange responstider, siger regionsrådsformand Ulla Astman (A) i en pressemeddelelse.

Der har tidligere været en ambulance i Aalestrup - men den forsvandt omkring årtusindskiftet. Den tidligere borgmester i den gamle Aalestrup Kommune, Per Bisgaard, er godt tilfreds med, at der atter kommer et beredskab.

- Det skal siges, at den ordning, vi har haft indtil nu, har fungeret fint. Men selvfølgelig er vi glade, siger han til tvmidtvest.dk.

Den nye ambulance bemandes af reddere fra Falck-stationen i Hobro.