Daniel er flygtet fra Eritrea – i dag får han eksamensbevis og fastansættelse

Seks år efter Daniel Hailemariam Tesfemariam flygtede fra Eritrea har han gennemført et toårigt IGU-forløb og sikret sig en fastansættelse.

Flygtning
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Det er en stor dag for 27-årige Daniel Hailemariam Tesfemariam.

Efter en turbulent opvækst i Eritrea i det nordøstlige Afrika kan han i dag fejre, at han har afsluttet den toårige integrationsuddannelse for nydanskere, IGU, der kombinerer uddannelse og arbejde.

Ikke nok med det. Han er også blevet tilbudt en fastansættelse som smed hos metalvirksomheden TRECO, der har haft Daniel Hailemariam Tesfemariam i praktik under hans IGU.

- Jeg er meget glad. Det er mit første rigtige job, og nu kan jeg tjene mine egne penge, siger Daniel Hailemariam Tesfemariam.

- Det er en stor sejr. Man skal bare tro på sig selv, tilføjer han. 

Værdsat medarbejder

TRECO er også meget tilfreds med ansættelsen. 

- Alle ansatte har enorm respekt for Daniel - både på grund af alt det, han har været igennem, men også fordi han er utroligt pligtopfyldende. Han møder altid til tiden og er aldrig syg, selvom han er vant til varmere himmelstrøg, siger Dirk Huusfelt, der er produktionschef hos TRECO.

Daniel Hailemariam Tesfemariam flygtede fra Eritrea til Etiopien, da han var 17 år gammel. 

I 2014 kom han videre til Danmark. 

Daniel Hailemariam Tesfemariams vej ind på det danske arbejdsmarked startede i 2015, da han begyndte på sprogskole og lærte dansk.

Herefter startede han på den særlige integrationsuddannelse, der skal sikre arbejde og opkvalificering for flygtninge, der ikke har de nødvendige kompetencer til at kunne blive en del af det danske arbejdsmarked.

Sidemandsoplæring og sociale støtte

Hos TRECO fortæller produktionschefen, at der er mange nye ting, udlændinge skal forholde sig til, når de starter på en dansk arbejdsplads.

Derfor fik Daniel Hailemariam Tesfemariams en vejleder, der satte ham ind i tingene og gav ham sidemandsoplæring. Vejlederen hjalp ham også med det sociale i pauserne, så de andre ansætte lærte ham at kende.

- Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere trives både fagligt og socialt. Selvom der er nogle kulturforskelle, så kan Daniel sagtens lave sjov med de andre. Han er meget udadvendt, og vi er glade for at have ham som ansat, siger Dirk Huusfelt.

Daniel Hailemariam Tesfemariam ser frem til at bygge videre på sin tilværelse i Danmark. 

- Jeg er glad for at være her. Det er blevet mit hjem, og jeg elsker at bo i Aalestrup, siger han. 

Integrationsgrunduddannelsen er et resultat af trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter af 17. marts 2016.

1:18
Daniel Hailemariam Tesfemariam flygtede som 17-årig fra Eritrea. I dag fik han et uddannelsesbevis og et job i Danmark.